Et højhastighedstog er torsdag kollideret med et lokaltog i Tyrkiets hovedstad, Ankara. Mindst ni er omkommet, mens 46 er kvæstet.

I første omgang lød dødstallet på tre, men siden er det steget til først syv og nu ni, oplyser den tyrkiske transportminister, Cahit Turhan.

Efter kollisionen ramte højhastighedstoget en togbro. Billeder fra ulykkesstedet viser flere sammenkrøllede togvogne.

Tidligere meldte nyhedsbureauet dpa om, at 43 personer er kvæstet i ulykken.

Foto: TUMAY BERKIN/Reuters
Vis mere

Det var et sammenstød med et lokaltog, som forårsagede ulykken omkring klokken 06.30. Tv-stationen CNN Türk rapporterede kort efter ulykken, at tre personer var dræbt.

Videooptagelser på CNN Türks hjemmeside fra stedet viser flere sammenkrøllede togvogne, som er viklet ind i en stålkonstruktion - muligvis en gang- eller vejbro hen over skinnelegemet.

Redningsmandskab ses også på optagelserne fra ulykkesstedet.

Højhastighedstoget havde netop forladt banegården i Ankara på vej mod provinsen Konya i den centrale del af Tyrkiet, da ulykken indtraf.

Foto: TUMAY BERKIN/Reuters
Vis mere

Der er foreløbigt ingen meldinger om antallet af passagerer på fjerntoget eller lokaltoget.

I juli omkom 10 personer, og flere end 70 personer blev såret, da et tog kørte af sporet i den nordvestlige del af landet efter et større uvejr, skriver AP.

Sidste måned kom 15 personer til skade, da et passagertog kolliderede med et godstog i den centrale del af landet.

/ritzau/