Mindst 322 personer har mistet livet som følge af tyfonen Bopha, der ramte Filippinerne tirsdag.

FILIPPINERNE: Tyfonen Bopha har kostet mindst 322 personer livet. CNN oplyser, at mindst 378 mennesker fortsat savnes, mens 401 personer er kvæstet som følge af uvejret.

Bopha er den kraftigste tyfon i området i år. Den ramte tirsdag det sydlige Filippinerne på øen Mindanao, hvor den har ødelagt huse og skabt jordskred. De voldsomme vindstød blev ledsaget af kraftig regn.

Tidligere onsdag vurderede den danske ambassadør for Filippinerne og Malaysia, Nicolai Ruge, at cirka 500 danskere befinder sig i Filippinerne. Ingen danskere var på det tidspunkt meldt omkommet.

- Vi har forsøgt at kontakte de danskere, som vi mener at vide, opholder sig i enten de sydlige dele eller centrale dele af landet, som er ramt af tyfonen. Vi har skrevet til dem på mail og fulgt op med opkald og har fået fat i ganske mange af dem. Men vi har endnu ikke kunne få bekræftet, at alle danskere er OK, og der er også en sandsynlighed for, at nogle danskere befinder sig i helt andre regioner eller måske slet ikke er i landet længere, sagde Nicolai Ruge til Berlingske Nyhedsbureau.