Oplysninger om dødspiloten, den 27-årige Andreas Lubitz, der tirsdag fløj sig selv og 149 mennesker i døden, bliver i disse dage ved med at se dagens lys.

Nu kommer det frem, at han i et raserianfald låst sig selv  inde på et toilet. Det er angiveligt sket samtidig med, at han har tordnet mod sin arbejdsgiver, det tyske lavprisselskab Germanwings, der er ejet af Lufthansa.

Det har andenpilotens ekskæreste nu fortalt den tyske avis Bild. Dermed tilføjes flere detaljer om manden, der for altid vil blev husket som dødspiloten.

Tirsdag i denne uge lettede Germanwings-flyet, en Airbus A320, klokken 09.55, hvorefter det som planlagt satte kursen mod den tyske by Düsseldorf. Flyet steg til 11,6 kilometers højde, men klokken 10.47 forsvandt flyet fra radaren. Og over de franske alper begyndte Andreas Lubitz sin vanvidsmission.

Alene i det aflåste cockpit satte han kursen nedad. Flyets kaptajn forsøgte desperat at få døren op, men forgæves - og med helt roligt åndedræt tog Andreas Lubitz 149 mennesker med sig i døden, da flyet blev knust mod de franske klippevægge.

Siden har hele verden søgt svar på, hvorfor den 27-årige mand gjorde som han gjorde. Tidligere har det været fremme, at Andres Lubitz havde psykiske problemer, som han skjulte for sin arbejdsgiver.

Ekskæresten Maria W fortalte lørdag, at den løbeglade og på overfladen rolige unge mand inderst inde var rædselsslagen.

»Han gjorde det, fordi han indså, at hans helbredsproblemer gjorde drømmen om at blive langdistancepilot hos Lufthansa så godt som umulig,« siger den 26-årige kvinde ifølge Bild.

Den tyske avis kan også fortælle, at den 27-årige andenpilot, ifølge Maria W, kunne blive rasende og ’og en helt anden’, når samtalen faldt på arbejdsgiveren, hvor han ’var vred over arbejdsforholdene’.

Og den nu afdøde pilot har i et kombineret angst- og raserianfald - over selskabet - låst sig selv inde på et toilet i ’længere tid’. Om episoden fortalte kvinden lørdag til Bild:

»Han råbte og skreg.«

Ombord på Germanwings-flyet var 144 passagerer og seks besætningsmedlemmer. En af passagererne var den 60-årige danske ingeniør Søren Berg.

Bild har som det eneste medie talt med andenpilotens ekskæreste. BT har ikke kunne verificere oplysningerne, der er blevet bragt i flere internationale medier.