Han havde nazi-tatoveringer og en kærlighed til komponisten Richard Wagner.

Ligesom lederen af den russiske lejehær Jevgenij Prigozjin er også et andet fremtrædende medlem af Wagner-gruppen død i flystyrt onsdag aften.

53-årige Dmitrij Utkin var ved Prigozjins side til det sidste, som han havde været det igennem de seneste mange år, hvor Wagner-gruppen havde vokset sig til at blive en afgørende brik i flere af Ruslands krige.

Dmitrij Utkin, som nåede rang af oberstløjtnant, gjorde tjeneste hos den russiske efterretningstjeneste GRU og ledede en enhed af Spetznaz-specialstyrker, inden han tilsyneladende var med nærmest fra begyndelsen hos Wagner-gruppen.

Han har tidligere været omtalt som stifter af lejehæren, men det sår New York Times tvivl om i en artikel efter onsdagens flystyrt.

Det menes imidlertid at være Dmitrij Utkins kærlighed til den tyske komponist Richard Wagner og Utkins ultrahøjreorienterede politiske synspunkter, som var inspiration for Wagner-gruppens navn.

Dmitrij Utkin bar tilsyneladende et SS-logo tatoveret på sin hals. Og hans militærkaldenavn var 'Wagner'.

Efter at have deltaget i annekteringen af Krim-halvøen i 2014, kæmpede han med Wagner-gruppen i Syrien, ligesom Wagner kæmpede for russiske interesser i Sudan, Den Centralafrikanske Republik, Mali og Mozambique.

Han blev tildelt en militær æresbevisning af præsident Vladimir Putin i 2016.

Men mens Jevgenij Prigozjin blev en større og større stemme i medierne i forhold til krigsindsatsen i Ukraine i foråret 2022 og frem til sit kupforsøg i juni i år, levede Dmitrij Utkin tilsyneladende i hans skygge.

Hos Wagner-folkene var han imidlertid fortsat en stor figur.

»Dmitrij Valerijevitj Utkin var en russisk helt,« skrev Telegram-profilen Grey Zone, som har Wagner-forbindelser onsdag aften ifølge AFP ovenpå flystyrtet.

»Han blev tildelt Modets Orden fire gange og var kendt verden over ved sit kaldenavn 'Wagner'. Han døde på grund af russiske forræderes arbejde,« konstaterede Grey Zone desuden ifølge.

Kreml-talsmand Dmitrij Peskov har afvist spekulationer om, at det officielle Rusland skulle stå bag et attentat på Wagner-lederne.