Videoer, der angiveligt viser øjeblikket før betjente skød og dræbte en dobbeltamputeret, sort mand efter et knivstikkeri, har fået en del opmærksomhed.

Der er nemlig rejst tvivl om, hvorvidt politiet brugte overdreven magt under episoden, der fandt sted i byen Huntington Park i det sydlige Californien, skriver CNN.

26. januar om eftermiddagen reagerede politibetjente i Huntington Park på en melding om et knivstikkeri. Betjente fandt offeret for volden, der var blevet påført livstruende knivstik.

Offeret beskrev angriberen som en sort mand – senere identificeret som 36-årige Anthony Lowe – i kørestol, der »steg af kørestolen, løb hen til offeret uprovokeret og stak ham i brystet med en 30 centimeter lang slagterkniv« og derefter flygtede fra stedet i sin kørestol, lyder det i politiets erklæring.

Offeret overlevede episoden.

Under deres eftersøgning fandt politiet den påståede mistænkte et par gader væk med en lang kniv i hånden.

Den mistænkte lyttede angiveligt ikke til betjentens kommandoer og truede med at kaste kniven. Der blev brugt to strømpistoler til at forsøge at pacificere den mistænkte, men det lykkedes ikke.

»Den mistænkte fortsatte med at true betjentene med slagterkniven, hvilket resulterede i at en betjent blev involveret i et skyderi,« lyder det fra politiet i erklæringen, hvor det også beskrives, at den mistænkte blev skudt i brystet og døde på stedet, skriver BBC.

Det står ikke klart i den, hvor mange betjente, der var til stede under skyderiet. Betjenten, der skød, er sendt hjem på betalt orlov, mens sagen efterforskes.

Familien til nu afdøde Anthony Lowe kræver et restligt efterspil i sagen og har allieret sig med en advokat for at få betjenten dømt.

For kun en lille måned siden døde amerikanske Tyre Nichols efter at være blevet udsat for politivold.

Den 29-årige amerikanske mand blev stoppet af politiet natten til 7. januar i Memphis – tre dage senere døde han efter at have pådraget sig store skader fra den voldelige anholdelse.

Betjentene stoppede Tyre Nichols på grund af hensynsløs kørsel, men politiet har siden meldt ud, at årsagen til indgrebet fra politiet ikke er blevet bekræftet.

Dødsfaldet har vakt protester flere steder i USA, hvor der har været folk i gaderne i flere omgange.