Disneyland i Hongkong må lukke dørene igen, bare en måned efter at parken genåbnede, efter den havde været lukket på grund af coronasmitten.

Temaparken blev lukket i slutningen af januar, og den blev først åbnet igen 18. juni, hvor antallet af smittede med coronavirussen var blevet tilpas lavt i den tidligere britiske kronkoloni.

Men onsdag i denne uge er det slut i denne omgang. Der bliver igen introduceret afstand mellem borgerne, og så går den ikke. Det skriver BBC.

»Regeringen og sundhedsmyndighederne indfører nogle restriktioner i Hongkong, så Hong Kong Disneyland bliver lukket midlertidigt fra 15. juli,« oplyser Disney.

Mænd med ansigtsmasker går bag denne lukkede port i Hong Hong Disneyland. 
Mænd med ansigtsmasker går bag denne lukkede port i Hong Hong Disneyland.  Foto: YIK LAM
Vis mere

Disneyland i Hongkong var den anden Disneypark, der åbnede igen efter coronakrisen. Shanghai Disneyland var den første i maj.

Der er imidlertid kommet en stigning i antallet af smittede, og det har tvunget byen til at bringe nogle tiltag tilbage for at stoppe det nye udbrud.

Det er slut med store sociale sammenkomster, at spise inde i restauranter og at gå til den i workout-centeret.

Ifølge Disney vil lukningen af parken i Hongkong ikke få nogen betydning for de amerikanske Disneyparker.

Et medlem af staben holder et skilt, der viser, at man skal holde social afstand i Hong Kong Disneyland.
Et medlem af staben holder et skilt, der viser, at man skal holde social afstand i Hong Kong Disneyland. Foto: YIK LAM
Vis mere

Walt Disney Worlds Magic Kingdom og Animal Kingdom genåbnede i Florida i sidste uge – dog med øget fokus på rengøring og med begrænset kapacitet.

Epcot og Disneys Hollywood Studios åbner på onsdag.

Af parken i Hongkong ejer Disney 47 procent af aktierne – resten tilhører staten.