Walt Disneys forlystelsesparker overvejer at tage de besøgendes temperaturer, så alle kan føle sig trygge.

Den amerikanske Walt Disney-koncern overvejer at tage de besøgendes temperaturer, når dens temaparker genåbner.

Det fortæller bestyrelsesformand Bob Iger.

- For at vende tilbage til en vis form for normalitet har vi drøftet, at besøgende skal føle sig godt tilpas og trygge. Noget af det kan komme i form af en vaccine, men i fraværet af sådan en kan det komme fra mere kontrol og flere restriktioner, siger Bob Iger.

- Ligesom vi nu kontroller alle tasker, før besøgende går ind i vores parker, kan det være, at vi på et tidspunkt føjer et element til det og for eksempel tager temperaturen på folk, siger han.

Feber kan være et symptom på, at en person er smittet med coronavirus.

Disneys temaparker i USA og resten af verden er lukket som følge af de forbud mod forsamlinger af større grupper af mennesker, som er gældende i mange lande. Herhjemme er forlystelsesparker også lukkede.

Walt Disney står bag Walt Disney World i Florida og Disneyland i Californien. Desuden har underholdningskoncernen forlystelsesparker i Kina, Hongkong, Japan og Frankrig.

Disney har ikke givet en indikation på, hvornår parkerne igen forventer at slå dørene op for gæster.

I 2018 var Walt Disney World i Florida verdens mest besøgte forlystelsespark med næsten 59 millioner besøgende ifølge Themed Entertainment Association.

Bog Iger oplyser, at Disney kigger på Kinas måde at få borgere tilbage til hverdagen på, efter at virusudbruddet i landet er kommet under kontrol.

- I Kina kan du ikke stige på en bus, et undergrundstog eller et tog eller få adgang til et højhus uden at få din temperatur tjekket. Jeg er sikker på, at det også vil være tilfældet, når deres skoler åbner igen, siger Bob Iger.

/ritzau/Reuters