»Hvad fanden sker der!?«

Sådan lyder det i, hvad der vist bedst kan betegnes som et sandt vredesudbrud fra Disney-arvingen Abigail Disney.

Vredesudbruddet skyldes, at Disney har valgt at sende intet mindre end 100.000 ansatte på orlov som følge af coronakrisen, hvilket betyder, at medarbejderne ikke får udbetalt løn.

Det skriver CNN, der henviser til en række Twitter-opslag, som Disney-arvingen har delt på det sociale medie.

'Jeg er bare en bekymret borger, og jeg synes, det betyder, at jeg kan sige, hvad jeg vil. Jeg ved godt, jeg er arving, og at jeg bærer navnet med mig alle steder. Jeg har en samvittighed, der gør det meget svært for mig at sidde stille og se til, mens der foregår misbrug i et navn, der er knyttet til mig,' skriver hun blandt andet.

Abigail Disney er barnebarn af Disney-stifteren Walt Disneys bror, Roy Disney. Hun er ikke selv ansat i virksomheden og har da også tidligere ytret sig kritisk om topledelsens høje lønninger.

Nyheden om de 100.000 medarbejdere, der er tvunget på orlov, kom ud forleden.

De 100.000 ansatte svarer til knap halvdelen af alle Disneys ansatte og vil spare virksomheden, der står bag både forlystelsesparker, film og krydstogtrejser, op mod 500 millioner dollar om måneden. Det svarer til 3,4 milliarder danske kroner.

Abigail Disney kritiserer desuden, at topledelsen i selskabet det seneste år har fået udbetalt bonusser etc. for mere end 1,5 milliarder dollar.

'1,5 milliarder dollar ville have betalt løn i tre måneder for dem, der arbejder i frontlinjen,' raser Disney-arvingen, der er Emmy-vindende filmskaber.

Ifølge Business Insider og CNN har topledelsen skåret i deres egne lønninger for at sikre The Walt Disney Company sikkert gennem krisen, men virksomhedens administrerende direktør, Robert Chapek, tjener stadig mere end adskillige Disney-medarbejdere til sammen.

De amerikanske medier har forsøgt at få en kommentar fra Disney, men virksomheden er i skrivende stund ikke vendt tilbage.