Se optagelserne i videoen herover.

Cambridge Analytica har suspenderet Alexander Nix med øjeblikkelig virkning efter hemmelig optagelse.

Analyseselskabet Cambridge Analytica har valgt at suspendere sin direktør, Alexander Nix, med øjeblikkelig virkning.

Samtidig iværksætter selskabet en uafhængig undersøgelse af Cambridge Analyticas brug af oplysninger fra Facebook.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Læs også:  Trumps valgkonsulenter afsløret med skjult kamera: Afpresning og ludere bruges til at lokke politikere i fælde

Cambridge Analytica er i disse dage i medierne, efter den amerikanske avis New York Times og den britiske avis The Observer har skrevet, at selskabet har misbrugt Facebook-data til at hjælpe Donald Trumps valgkamp.

Ifølge aviserne stjal analyseselskabet oplysninger fra 50 millioner Facebook-brugere for at kunne udarbejde et program, som kunne forudsige og påvirke vælgerne under det amerikanske valg.

Resultaterne blev herefter solgt til Trumps kampagnestab, skriver aviserne.

I pressemeddelelsen henviser bestyrelsen i Cambridge Analytica til hemmelige optagelser af Alexander Nix, der ikke stemmer overens med bestyrelsens opfattelse af selskabets værdier.

Optagelserne er blevet bragt af det britiske medie Channel 4.

/ritzau/