Lidt mere end 35 millioner kroner. Så mange penge har en tidligere direktør for et amerikansk medicinalleveringsfirma angiveligt trukket fra virksomhedens udgiftskonto for at finansiere sin overdådige livsstil med sin kæreste, der tidligere arbejdede som escortpige.

Onsdag indrømmede den 43-årige Scott Kennedy fra Chicago i retten, at han var skyldig i bedrageri. Det skriver Chicago Tribune.

Indrømmelsen kom, efter han havde indgået en aftale med anklagemyndigheden, som - mod at han erkendte sig skyldig - vil gå efter en fængselsstraf på tre og et halvt år i stedet for seks og et halvt år.

Tidligere har han overfor Chicago Tribune fortalt, at han blot ønskede at 'være elsket'.

»Jeg er den eneste, der skal stå til ansvar for at være så dum,« forklarede han til avisen for et halvt år siden.

På første række i retssalen sad den nu forhenværende økonomidirektørs tidligere kæreste - Crystal Lundberg. Hun har indtil nu nægtet sig skyldig, men efter Scott Kennedy indgik aftalen, som også indbefatter, at han skal vidne mod hende, forklarede hendes advokat, at hun nu 'vil overveje sine muligheder'.

Ifølge anklagerne mod det tidligere par misbrugte Scott Kennedy sit firmas udgiftskonto fra november 2015 til marts 2017 ved blandt andet at give Crystal Lundberg lov til at bruge et firma-kreditkort, efter han havde mødt hende på en hjemmeside, der reklamerer for seksuelle ydelser.

I løbet af det halvandet år, før de blev stoppet, nåede de angiveligt at bruge lidt mere end 35 millioner kroner.

De fleste af pengene blev ifølge Chicago Tribune brugt, efter Crystal og hendes børn og kæledyr flyttede til San Diego i 2016. Uden at firmaet Nemera, der udarbejder leveringsenheder til medicin, vidste det, betalte de godt 73.000 kroner i husleje om måneden for det palæ, hun var flyttet ind i.

Derudover menes hun også at have brugt godt 3.5 millioner kroner på at åbne en skønhedssalon med navnet 'Royalty Room'. Pengene gik også til dyre rejser, til to Rolex-urer til en værdi af 360.000 kroner, en privatchauffør til 48.000 kroner og to hunde til 36.000 kroner.

Til FBI har Scott Kennedy ifølge Chicago Tribune forklaret, at han lod hende trække pengene fra kontoen, fordi hun havde fortalt ham, at hun ville betale dem tilbage. Angiveligt havde kvinden bildt ham ind, at hun havde godt 24 millioner stående på en konto, som hun ville få adgang til, når hun fyldte 30 år.

Kvinden skal i retten i april.

Har du hørt ugens nye afsnit af BTMX-podcasten 'Vi elsker clickbait'? Download det gratis i iTunes eller lyt med her: