Nu bor de en skov i en skov og venter på det rette øjeblik...

En 39-årig mand fra Holland har sammen med sin familie valgt at sælge alt, hvad de ejer og har for at investere i den digitale kryptovaluta Bitcoins.

Det skriver Business Insider.

Huset, bilen, motorcyklen, elcyklerne, tøjet og selv børnenes tøj, sko og legetøj er blevet lavet om til kontanter. Alt er blevet konverteret til kryptovalutaen Bitcoin hos familien Taihuttu. Familien camperer nu ude i skoven, mens de venter på, at deres formue kommer til at eksplodere i værdi.

»Folk siger, 'I er tossede,'« lyder det fra den hollandske familiefar Didi Taihuttu, der fortsætter:

»Men vi er en eventyrlysten familie, og vi kommer til at satse for en periode, hvor vi kommer til at leve meget minimalistisk. Hvis man aldrig løber en risiko, så er livet kedeligt.«

Inspirationen til at sætte alt på et bræt kom efter en ni måneder lang rejse i Asien og Australien, som familien tog på, da Didis far døde. Faren havde fået konstateret pludselig kræft og døde inden for et år som 61-årig. Det tætte møde med døden fik Didi, konen og deres tre døtre til at sælge kursusvirksomheden og rejse ud for at leve livet. I sommer tog de beslutningen om at sætte alle deres samlede midler i den mystiske internetmønt. Det skete efter familien havde mødt flere forretningsmænd, der havde skiftet deres karrierer til at handle om Bitcoins. Nu holder de kontakt over skype for at overvåge markedet sammen.

30466,48 kroner. Så meget er en enkelt Bitcoin værd i skrivende stund. Alene i 2016 er værdien af den anonyme internetvaluta tredoblet. Hvis man var blandt de første til at have investeret i projektet i den spæde begyndelse i 2010, havde en enkelt Bitcoin blev handlet til 39 cent. Altså omkring 2,5 kroner. Tendensen for kursen har været stødt opadgående i de sidste år, men den decentraliserede valuta er også en skrøbelig størrelse. I september tog kursen et ordentligt dyk, før den normaliserede sig igen. Det var da Kinas regering meldte ud, at man ville forbyde betalinger med internetvalutaen.

Den hollandske familiefar mener, at Bitcoins kommer til at transformere brugen af penge og bankvirksomhed i det hele taget. Tradionelle bankfolk advarer dog om, at der kan være tale om en boble.

»Internettet var en revolution for informationer. Jeg tror, at blockchain (Bitcoinens teknologi for at føre et offentligt, men dybt anonymt regnskab, red.) og kryptovalutaer er ved at revolutionere pengesystemet. Om fem år vil alle kunne sige, at man kunne se det komme. Det er bare det, jeg reagerer på nu,« siger Didi Taihuttu.

Familien regner med at bo i skoven indtil 2020, hvor de tror på, at deres Bitcoin-skat kan veksles til tre eller fire gange det, den er værd i dag.

Saxobank-analytikeren Kay Van-Petersen har overfor CNBC vurderet, at møntfoden i 2027 vil kunne være vokset til 100.000 amerikanske dollar per Bitcoin. Altså knap 20 gange prisen af i dag. Analysen lyder, at kryptovalutaer til den tid vil udgøre 10 procent af de fremmede valutaer, der hver dag skifter hænder i USA. Det begrænser sig dog ikke kun til Bitcoins.