Hjerteskærende billeder af de to sønner William og Harry gående bag deres mors kiste har brændt sig fast på nethinden hos utallige, der enten med egne øjne eller på tv så prinsesse Dianas begravelse i 1997.

Beslutningen om at de to unge prinser skulle deltage i begravelsesoptoget ved at gå lige bag deres afdøde mor til skue for hele verden, var dengang en kontroversiel beslutning.

Og nu afslører Dianas bror, Charles Spencer, at det engelske kongehus på løgnagtig vis fik ham overtalt til at deltage sammen med de dengang blot 12- og 15-årige drenge på trods af, at Charles Spencer mener, at hans trafikdræbte søster ikke ville have ønsket det på den måde.

Begge unge drenge skulle gå bag deres mors kiste fra Kensington Palace til Westminster Abbey
Begge unge drenge skulle gå bag deres mors kiste fra Kensington Palace til Westminster Abbey Foto: JØRGEN JESSEN
Vis mere

I et interview med engelske Radio 4 beskrev Dianas lillebror ifølge The Mirror beslutningen om, at William og Harry skulle deltage i begravelsesoptoget som ‘grusom.’

»Jeg havde talt inderligt for, at William og Harry ikke skulle gå bag deres mors lig. Det var en bizar og grusom ting, de blev bedt om. Jeg var i kontakt med nogle hofmænd i Buckingham Palace (den britiske monarks officielle residens, red.) og de sagde: 'Det er allerede besluttet,'« siger Charles Spencer og fortsætter:

»Diana havde gjort mig til værge. Jeg følte, at hun ville have ønsket, at jeg talte for hende og sagde, at hun ikke ønskede at de (hendes sønner, red.) skulle gøre det. Men jeg blev løjet for og fik at vide, at de gerne ville selv - hvilket de selvfølgelig ikke gjorde.«

Prins Charles står på billedet her sammen med sine sønner, prins William og prins Harry, der søger over deres mors død
Prins Charles står på billedet her sammen med sine sønner, prins William og prins Harry, der søger over deres mors død Foto: JEFF J MITCHELL
Vis mere

Videre i interviewet beskriver Charles Spencer begravelsesoptoget som den mest forfærdelige halve time i hans liv.

»Det var bare forfærdeligt at gå bag min søsters lig med to drenge, der naturligvis sørgede over deres mor. Det var virkelig rystende, og jeg har stadig mareridt om det nu.«

Prins Harry har selv fortalt tidligere i år, at han ikke synes, at han og storebroren burde have været med i optoget.

»Jeg synes ikke, at noget barn burde blive bedt om at gøre det - ligegyldigt hvad omstændighederne er,« har prinsen udtalt i et interview med Newsweek.