Niels Smedegaard siger op og forlader sin post som topchef hos DFDS til april. Han erstattes internt.

Det danske færgeselskab DFDS mister sin direktør, Niels Smedegaard, der har sagt op. Det oplyser DFDS i en selskabsmeddelelse.

Han bliver erstattet ved roret af selskabets nuværende finansdirektør, Torben Carlsen.

Ifølge Smedegaard har han smidt sin opsigelse for i højere grad at koncentrere sig om sine roller i andre selskabers bestyrelse.

'Min tid i DFDS har været en fantastisk rejse, og jeg stolt over den fremgang, der er skabt for selskabet og dets medarbejdere, kunder og aktionærer, siden jeg tiltrådte,' siger han i meddelelsen.

'Det har været en svær beslutning at sige farvel, men efter at have stået i spidsen for selskabet i over 12 år er tiden kommet til at bruge mere af min energi og erfaring i bestyrelsessammenhænge.'

Niels Smedegaard har været administrerende direktør i DFDS siden starten på 2007. To år efter tiltrådte Torben Carlsen som finansdirektør.

/ritzau/