Fordi Danmark ikke er et euroland, skal finanspagten til folkeafstemning, før politikerne kan beslutte, om danskerne skal tage del i den, lyder det fra Dansk Folkeparti.

Danmark står uden for eurosamarbejdet, og danskerne skal derfor til stemmeboksene, før politikere tager stilling til, om vi skal være en del af den netop aftalte finanspagt. Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis EU-ordfører, Pia Adelsteen. Hun mener nemlig, at finanspagten giver mere central magt til EU over landenes økonomier. - Det store problem er, at det er første skridt på vejen mod en finanspolitisk union. Det er naturligt for lande, der har en fælles valuta, men Danmark står udenfor. Og det er altså for at lave en fælles overordnet finanspolitik. Finanspagten drejer sig jo om konsolidering af økonomierne, og at den simpelthen bliver styret fra EUs side, siger Pia Adelsteen til Radio 24syv. - Hvis vi går med til, at vi kan få bøder, så mener jeg helt klart, at der skal være en folkeafstemning. Og jeg må også sige, at jeg har hele tiden synes, at det var en manglende respekt for euroforbeholdet, fordi jeg er overbevist om, at folk, der sagde nej i sin tid, også sagde nej til at indgå en fælles overordnet finanspolitik. Og det er det, man gør her, siger hun til 24syv. Derudover henviser hun til, at over halvdelen af danskerne ifølge en nylig undersøgelse fra Altinget ønsker en finanspagt til afstemning.