Opdatering: Billedet er ikke taget i år, men sidste år. Vi beklager fejlen. Angrebet mod byen hvor billedet blev taget, som ifølge ukrainerne har ødelagt et russisk S-400-missilsystem, fandt sted sidste uge som beskrevet.

En solbrun turist i Speedo-badebukser poserer på et feriefoto, der blev knipset i august sidste år.

Nu kan billedet have skabt hovedbrud for Vladimir Putin.

For da ukrainske efterretningsfolk opdagede billedet – som turisten selv havde lagt på sociale medier – gav de sig til at undersøge det nøje.

På grund af det, der er i baggrunden på manden i Speedo-badebuksernes feriefoto fra den russisk-besatte Krim-halvø.

Det grønmalede køretøj er nemlig en del af det avancerede S-400-missilsystem, som blandt andet bruges til nedskydning af fly og krydsermissiler og spiller en nøglerolle i Vladimir Putins forsvar af Krim – og tilmed er en af Putins og Ruslands militære stoltheder.

Natten til torsdag slog ukrainerne så til.

Med hjælp fra en amatøranalytiker lykkedes det ukrainske efterretningsfolk at geolokalisere, hvor feriefotoet blev taget – og dermed hvor S-400-missilsystemet befandt sig.

Nemlig ved en af de saltholdige søer ved Jevpatorija på det vestlige Krim.

Og netop her lød der natten til torsdag en stor eksplosion.

Siden har Ukraine officielt meldt ud, at det var et af Ruslands S-400 missilsystemer på Krim, der blev ramt i et målrettet angreb ved Jevpatorija. Det skriver Ukrajinska Pravda og Berlingske.

Om det var præcis det samme missilsystem, som den solbrune turist poserede foran, der blev ramt, vides ikke, men uanset hvad er der tale om et hårdt slag for Putin – og en russisk brøler af rang.

Det mener den pensionerede norske generalløjtnant Arne Bård Dalhaug, som finder det ubegribeligt, at russerne ikke sørger for at flytte de ekstremt vigtige, teknologisk avancerede og svinedyre missilsystemer så ofte, at ukrainerne ikke kan finde frem til deres positioner ved at studere eksempelvis feriefotos.

»Det er en utilgivelig operativ fejl, men føjer sig blot til rækken af dårligt militært håndværk og alvorlige sikkerhedsbrud fra Ruslands side,« siger Arne Bård Dalhaug til Dagbladet.

For at forstå, hvor værdifuldt missilsystemet er for Putin og Rusland, kan det nævnes, at der før den russiske invasion af Ukraine blot befandt sig fem S-400-systemer på hele Krim-halvøen.

Og med angrebet torsdag nat har Ukraine ødelagt to af dem – på blot tre uger. Det skriver Forbes.

Konsekvenserne kan blive vidtrækkende.

Russiske S-400 missilforsvarssystemer blev fremvist under en militærparade på Den Røde Plads i Moskva under fejringen af årsdagen for sejren over Nazityskland i Anden Verdenskrig (Arkivfoto fra 2022).
Russiske S-400 missilforsvarssystemer blev fremvist under en militærparade på Den Røde Plads i Moskva under fejringen af årsdagen for sejren over Nazityskland i Anden Verdenskrig (Arkivfoto fra 2022). Foto: Jevgenija Novozjenina/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

For S-400-systemerne er afgørende for Ruslands evne til at forsvare Krim, og mere og mere tyder på, at ukrainerne går målrettet efter at sætte dem ud af spillet som et led i den langsigtede plan for at generobre den strategisk vigtige halvø, som blandt andet huser flådebasen ved Sevastopol.

»Jeg er usikker på, om vi kan sige, at Ukraine har knækket en kode, men over tid har de vist, at de er i stand til at gennembryde luftforsvaret på Krim,« siger Arne Bård Dalhaug til Dagbladet.

Jo flere huller, der opstår i det russiske luftforsvar over Krim, desto større mulighed har Ukraine for at ramme de russiske styrker der, hvor det gør rigtig ondt og kan få betydning for krigens videre færd.

Som eksempelvis da Ukraine onsdag rettede et angreb mod netop flådebasen i Sevastopol og den russiske Sortehavsflåde.

I det store billede ses flådehavnen i Sevastopol på Krim efter angrebet. I det lille billede ses området dagen forinden.
I det store billede ses flådehavnen i Sevastopol på Krim efter angrebet. I det lille billede ses området dagen forinden. Foto: Black Sky/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Under angrebet sendte de ukrainske styrker flere missiler mod den store havneby Sevastopol – og angrebet er af BBC blevet beskrevet som et af Ukraines 'største angreb på den russiske flådes Sortehavsflåde', mens CNN har betegnet det som 'Ukraines mest ambitiøse angreb på havnen, siden krigen begyndte'.