Er det beviset på, at Tom Hagen er uskyldig, eller er det en ligegyldig detalje i et setup, der skal dække over hans forbrydelse?

Indtil videre er det kun Tom Hagen, der kender svaret på det spørgsmål.

Faktum er dog, at den norske rigmand ikke kan slippe en – ifølge ham selv – afgørende detalje fra sagen.

Det skriver norsk TV 2.

ARKIVFOTO af Anne-Elisabeth Hagen.
ARKIVFOTO af Anne-Elisabeth Hagen. Foto: Privat
Vis mere

Da forretningsmanden den skæbnesvangre oktoberdag i 2018 kom hjem til sit tomme hus og i stedet for sin kone fandt et trusselsbrev og et krav om løsesum fra hendes formodede kidnappere, så fandt han ifølge hans eget udsagn også noget andet:

Under brevet lå nemlig også hustruens vielsesring, hendes ur og en anden af hendes ringe.

To et halvt år efter, at den 68-årige Anne-Elisabeth Hagen forsvandt sporløst fra parrets fælles hjem i en forstad til Oslo, er det stadig et mysterium, hvem der bortførte hende, og hvad der er sket med hende.

Politiet mener fortsat, at hun er død, og at det er hendes ægtemand gennem næsten 50 år, der står bag drabet på hende.

Hagen-parrets hjem i Lørenskog var sikret med forældede alarmer, der ikke virkede.
Hagen-parrets hjem i Lørenskog var sikret med forældede alarmer, der ikke virkede. Foto: NTB
Vis mere

Selv nægter han sig skyldig og hævder, at udenlandske kriminelle har brugt konen til at presse ham for penge.

Da Hagen fandt brevet, som krævede en løsesum på ni millioner euro i kryptovalutaen monero, armbåndsuret og de to ringe, kontaktede han straks politiet.

Af frygt for konens sikkerhed blev efterforskningen i begyndelsen fuldstændig mørkelagt, og først ti uger senere kom det frem i pressen, at milliardærfruen var forsvundet.

27. januar 2019 – altså efter, at offentligheden havde fået kendskab til sagen – fik Tom Hagen en mail fra de formodede gerningsmænd.

ARKIVFOTO af Tom Hagen.
ARKIVFOTO af Tom Hagen. Foto: Torbjørn Olsen / GD / NTB scanp
Vis mere

Her anklagede de ham for forsøge »at fucke« med dem, fordi han var gået til politiet. I truende vendinger pressede de ham til at betale 2,25 millioner euro for bevis på, at konen stadig var i live.

I sommeren 2019 kontaktede gerningsmændene ham igen og opfordrede ham til at forhandle. De lovede ham også et »proof of life« fra konen, hvis han betalte 1,35 millioner euro – cirka 13 millioner norske kroner.

Penge, milliardæren betalte, uden at det dog bragte sagen nærmere opklaring.

De mails har tidligere været omtalt i pressen, men nu har TV2.no fået oplysninger om en vigtig detalje i henvendelserne fra de formodede bagmænd:

Politiet mener, at Anne-Elisabeth Hagen blev dræbt i huset på Sloraveien i Lørenskog.
Politiet mener, at Anne-Elisabeth Hagen blev dræbt i huset på Sloraveien i Lørenskog. Foto: Vidar Ruud
Vis mere

I et forsøg på at bevise, at det er dem, der havde Anne-Elisabeth Hagen i deres varetægt, beskrev de også hendes personlige effekter, som lå under brevet.

Men – og det er dét – som Tom Hagen bliver ved med at hæfte sig ved: De glemte at omtale den ene af konens ejendele. De skrev nemlig kun om uret og den ene ring.

Under afhøringerne er Tom Hagen vendt tilbage til denne detalje flere gange, og han tillægger den afgørende betydning.

Han mener nemlig, at den beviser, at kidnapperne har været pressede og stressede under bortførelsen, eller måske ikke er så hærdede kriminelle, som de gerne vil give indtryk af.

Tom Hagen foreviget af en tegner, da han var i retten i forbindelse med sin anholdelse. Ved siden af ham ses forsvarsadvokat Svein Holden.
Tom Hagen foreviget af en tegner, da han var i retten i forbindelse med sin anholdelse. Ved siden af ham ses forsvarsadvokat Svein Holden. Foto: Fedor Sapegin
Vis mere

Han har også en teori om, at den manglende ring kan være et tegn på, at afsenderen af mailen kan være en anden end de personer, der var i hans hus, og at den pågældende derfor ikke kender de nøjagtige detaljer.

Norsk politi ønsker ikke at kommentere de nye oplysninger om den manglende ring.

Det står dog fast, at politiet ikke tror på Hagens forklaring om hverken kidnapning, trusselsbrevet og løsesum.

De mener, at Anne-Elisabeth Hagen blev slået ihjel i sit eget hjem, og de mistænker stadig ægtemanden for drabet. I snart et år har han været sigtet for drab eller medvirken til drab.

Kidnapningen er efter politiet opfattelse bare et setup for at dække over forbrydelsen.