Efter den første dramatiske og uskønne debat mellem Donald Trump og Joe Biden havde mange set frem til nattens debat mellem de to præsidentkandidater.

Selv om det blev en noget mere ordentlig affære, så vækker en enkelt detalje særlig opsigt.

Den faldt mod slutningen af den 90 minutter lange debat, der forløb uden pauser.

Oftere og oftere så det ud til, at Demokraternes Joe Biden var ved at blive træt.

Flere gange snublede han over ordene eller måtte begynde forfra på en sætning efter gentagne angreb fra en ellers næsten høflig Donald Trump.

Og noget kan tyde på, at Joe Biden mod debattens afslutning så frem til, at den fik sin ende.

Klokken 04.21 dansk tid – svarende til en time og 21 minutter inde i debatten – trak Joe Biden op i sit skjorteærme og kiggede ned på sit ur.

Lynhurtigt kom reaktionen på sociale medier.

Joe Biden kiggede på sit ur under nattens præsidentdebat. Det møder han hård kritik for.
Joe Biden kiggede på sit ur under nattens præsidentdebat. Det møder han hård kritik for.
Vis mere

Det er nemlig ikke første gang, en amerikansk præsidentkandidat har kigget på sit ur under en debat.

Den første, der blev fanget i at gøre det, slap elendigt fra det.

Det var den gamle Bush – George H. W. Bush – der som siddende præsident var i en direkte tv-duel mod Bill Clinton og den uafhængige kandidat Ross Perot i 1992.

Under et spørgsmål fra en vælger rejste Bush sig op og kiggede nonchalant på sit ur. Se klippet herunder.

Bush mødte efterfølgende voldsom kritik, og mange eksperter mente, han så uengageret og kedsom ud.

Sidenhen tabte George H. W. Bush valget til Bill Clinton. Sikkert ikke på grund af, at han tjekkede sit ur, men det hjalp bestemt ikke.

Og på sociale medier gik der ikke længe, før folk påpegede referencen til netop episoden fra 1992.

»I 1992 tjekkede præsident George Bush sit ur under en debat med Bill Clinton og Ross Perot,« skriver en Bryan Dean Wright, der kalder sig selv konservativ demokrat og har mere end 80.000 følgere på Twitter.

»Men pressen ødelagde ham for at gøre det og erklærede ham uden føling for almindelige amerikanere. Biden fortjener det samme,« skriver han videre.

Øjeblikket, hvor Biden tjekker sit ur, kan ses øverst i artiklen.

På sociale medier deler kommentarerne sig i to dele. Dem, der er vrede på Biden for at tjekke sit ur, og dem, der blot konstaterer, at det skete.

Blandt de første er en Fox Sports-journalist ved navn Clay Travis, der skriver følgende:

»Biden, der tjekker sit ur! Han er ligesom en bokser, der prøver at se, om han kan klare det til kampens ende.«

En anden, der bemærkede det, er direktøren for Republikanernes 'rapid response'-hold, Steve Guest, der skriver følgende om øjeblikket:

»Joe Biden kigger på sit ur under debatten. Et sikkert tegn på, at han ved, han har tabt.«

Det var dog ikke nødvendigvis Joe Biden, der tabte debatten.

New York Times mener, at Biden var bedst, men at Trump også var klart bedre end i første debat. I livedækningen hos CNN anerkender man også, at Trump var mere rolig i debatten, men påpegede, at han stadig fortalte mange usandheder.

Hos Fox News kårer man ikke en vinder, men skribenten Howard Kurtz mener, at Trump måske var bedst med en lille margin:

»Biden var sikker og undgik hans kendte sproglige snublerier. Og denne gang kunne man faktisk høre ham.«

»Måske havde Trump en lille føring, men ikke nok til at ændre kampagnens kemi,« skriver Kurtz.