Man siger, at hunden er menneskets bedste ven.
Men spørger du congolesiske Andre Bauma, vil han nok erklære sig uenig.
Han er nemlig parkmedarbejder i Virunga National Park, som blandt andet tager sig af efterladte aber, og dér har han knyttet et helt særligt bånd til et helt særligt væsen:
Selfiegorillaen Ndakasi.
Selfiegorillaen, tænker du? Vi skruer tiden tilbage til 2019.
Her vandrede en anden af Virunga-parkens medarbejdere, Mathieu Shamavu, rundt i det frodige, afrikanske landskab, da han valgte at tage sin mobiltelefon op for at knipse en selfie.
Og så kom Ndakasi til syne.
Med en posering, der ville få selv de mest garvede influencere og bloggere til at tabe kæben, stillede hungorillaen sig op med et let svaj i kroppen og et blik, der på alle måder udtrykte:
»Jeg står da bare her og slapper lidt af.«
Internettet elskede selfiedronningen, og billedet af Ndakasi gik hurtigt viralt på de sociale medier.
Folks kærlighed blev derefter endnu større, da gruopvækkende detaljer om Ndakasis barndom så dagens lys.
Historien var nemlig, at hun i 2007 sammen med sin søster, Ndeze, blev født ind i en harmonisk gorillafamilie, men hvad hjælper det, hvis omgivelserne modarbejder dig?
Ndakasi og Ndeze kom nemlig til verdenen i uroplagede Congo, og kort efter fødslen led hele søskendeparrets familie en tragisk skæbne, da bevæbnede militser ladede deres geværer og lod patronerne suse mellem ørerne på den sagesløse abefamilie.
Alle undtagen de to gorillasøskende blev dræbt i angrebet, og da redningsarbejdere nåede hen til gerningsstedet, fandt de lille Ndakasi klamrende til sin mors livløse krop.
Den to måneder gamle Ndakasi blev sammen med søsteren fragtet til Virunga National Park, og her mødte den lille Gorilla-pige for første gang den mand, som du længere oppe i artiklen blev introduceret for: Andre Bauma.
Hele natten efter det brutale militsangreb holdt han Ndakasi ind til kroppen og gav den rystede unge varme og tryghed.
Varme og tryghed, der blev begyndelsen på et livslangt venskab mellem menneske og abe.
Men også mere end det.
For Ndakasi blev parkmedarbejderen som en forælder, hun altid kunne søge trøst og tryghed hos.
Og for Andre Bauma blev Ndakasi som et barn, der altid fik smilet frem på hans læber.
Men alting har en ende, og det samme er tilfældet for en congolesisk gorilla.
Det seneste år er den aldrende Ndakasi nemlig blevet mere og mere syg, og i slutningen af september var kræfterne på et absolut minimum.
Den 26. september sad Andre Bauma så op af en væg i Virunga-parken, mens Ndakasi lænende op ad ham begyndte at trække vejret tungere og tungere.
Og til sidst var der helt stille.
Ndakazi havde trukket vejret for sidste gang, og det skulle selvfølgelig ske i favnen på det menneske, der reddede hendes liv for 14 år siden.
»Jeg er stolt af at kunne have kaldt Ndakazi for min ven. Jeg elskede hende som et barn, og hendes glade væsen gav mig altid et smil på læben, hver eneste gang jeg lavede noget med hende,« lyder de sorgfulde ord fra Andre Bauma.
