En ung indisk mand fik umiddelbart en rigtig flot fødselsdagsgave af sine forældre. En ny bil af mærket BMW.

Men de havde tilsyneladende valgt at improvisere en smule fra deres søns ønskeliste. Det skulle de aldrig have gjort.

Den unge mand fra Yamunanagar, der ifølge news.com.au skulle hedde Akash til fornavn, valgte nemlig at køre bilen ud i vandet. Han hoppede selv ud af bilen, inden den kom ud på for dybt vand.

Og hvorfor gjorde han så det?

Ja, han havde i virkeligheden ønsket sig en lidt dyrere og større bil. En Jaguar.

Myndighederne var nødt til at tilkalde en kran, der kunne slæbe bilen op af vandet. Og det lokale politi er ikke specielt imponeret over Akashs handling.

»Han var meget arrogant og insisterede på, at de burde have givet ham en Jaguar, fordi en BMW er for lille til ham og vennerne,« lyder det fra en lokal betjent.

Det er også lykkedes at komme i kontakt med den unge mands far.

»Jeg havde lyst til at give min søn en fødselsdagsgave, og vi havde kun råd til at købe ham en BMW, selvom han insisterede på, at det skulle være en Jaguar,« siger den chokerede far:

»Vi har ikke i vores vildeste fantasi kunne forestille os, at han ville gøre det her.«

Politiet oplyser, at man efterforsker sagen, og at man vil følge lovgivningen på området.

Men hvad det helt præcis betyder for den unge mands skæbne, fortæller historien intet om.