Snart kan russerne ikke længere tage på McDonald's – de kan i stedet måske tage på 'Fun and Tasty' eller 'Just Like That'.

Disse navne er sammen med en række andre navne nemlig blevet patenteret af McDonald's i Rusland, som i sidste måned blev solgt. Det skriver CNN.

Køberen hedder Alexandor Govor, og han driver i forvejen 25 af kædens fastfood-restauranter i landet, som han har gjort siden 2015.

Nu har han dog købt alle McDonald's knap 850 afdelinger i det enorme land. Det sker efter McDonald's har ønsket at frasælge alle sine russiske afdelinger, som følge af Ruslands invasion af Ukraine.

Andre patenterede navne tæller blandt andet også 'The Same One' og 'Open Checkout'. Firmaet vil dog beslutte sig for én af disse.

McDonald's har hidtil ejet 84 procent af brandets restauranter i Rusland, mens resten var ejet af russiske franchisetagere.

Disse får nu muligheden for at fortsætte med over i det nye brand, hvis navn er endnu uvist.

Efter krigens begyndelse tilbage i marts måned, besluttede McDonald's for midlertidigt at lukke samtlige restauranter i landet.

McDonalds åbnede sin første restaurant i Rusland i 1990. Sammen med 108 restauranter i Ukraine stod de for ni procent af firmaets samlede indtægt i 2021.