Billederne og øjenvidneberetningerne fra krigens gru i Ukraine går verden rundt. Men for kort tid siden var det risikoen for en helt anden – og potentielt endnu farligere – konflikt, der skabte frygt over hele verden.

Nu er der bekymrende nyt om den mulige konflikt.

Det drejer sig om konflikten mellem mægtige Kina og lille Taiwan, som Kina ikke anerkender og betragter som en del af sit territorium.

For første gang nogensinde har Taiwans militær tirsdag udgivet en håndbog i civilforsvar. Bogen har det taiwanesiske folk som målgruppe.

»Vi informerer borgerne om, hvordan de bør reagere i en militær krisesituation og ved andre mulige kommende katastrofer,« siger Liu Tai-yi fra det taiwanesiske forsvarsministeriums mobiliserings-enhed ifølge Reuters under en online pressekonference.

I den nyudgivne håndbog kan taiwaneserne læse om, hvordan de bedst klarer sig i en krigssituation a la den, Ukraine er blevet kastet ud i.

Håndbogen beskriver blandt andet, hvordan man kan høre forskel på forskellige slags luftværnssirener, og hvordan man skal søge dækning i tilfælde af et raketangreb.

Ved brug af både billeder, tegneseriestriber og tekst beskriver myndighederne også, hvordan man finder det nærmeste beskyttelsesrum via en app, sørger for forsyninger af mad og vand i en krigssituation, og hvordan borgerne kan gøre en førstehjælpskasse klar.

Den nye håndbog var allerede i støbeskeen før krigen i Ukraine, og Taiwan understreger, at der ikke er nogen tegn på et nært forestående kinesisk angreb.

Ikke desto mindre har østaten hævet beredskabsniveauet efter den russiske invasion af Ukraine 24. februar.

Det er ikke kun taiwaneserne selv, som frygter et muligt kinesisk angreb.

Flere vestlige iagttagere deler den – og idet USA garanterer Taiwans suverænitet, kan et kinesisk angreb føre til en militær konfrontation mellem verdens to supermagter.

»Indenfor en tidsramme på fem til ti år, så mener jeg, at et kinesisk angreb på Taiwan er sandsynligt. Følgerne kan blive voldsomme,« sagde tidligere statsminister og generalsekretær for Nato, Anders Fogh Rasmussen, til B.T. sidste år.

Han gav ved den lejlighed udtryk for, at det er bydende nødvendigt, at Vesten tør stå op imod verdens nye økonomiske og militære supermagt, hvis kineserne skulle angribe Taiwan. Hvorfor kan du læse mere om HER.

I slutningen af den kinesiske borgerkrig trak den nationalistiske hær under ledelse af Shiang Kai-shek sig i 1949 tilbage til Taiwan, da nederlaget til kommunisterne og Mao Zedong stod klart.

Siden dengang har Kina ikke lagt skjul på ambitionen om at indlemme Taiwan i den kinesiske folkerepublik – og ingen virkemidler udelukkes i den forbindelse fra kinesisk side.

Heller ikke militær magt.