Foran kameraet sidder en mindre gruppe russiske soldater, de tilbageværende medlemmer af en enhed med navnet 'Storm'.

I midten taler en mand med grånende fuldskæg direkte til kameraet, som flyttes frem og tilbage mellem de grønklædte russiske tropper.

»Vi sad under åben morterild og artilleri i 14 dage,« siger soldaten, som ifølge The Guardian hedder Aleksandr Gorin, i videoen, der er stilet til selveste Ruslands præsident, Vladimir Putin.

»Vi har taget enorme tab. 32 mennesker blev såret, og 22 døde, inklusive vores befalingsmand,« siger Aleksandr Gorin desuden.

Videoen dukkede op på russiske Telegram-kanaler i fredags.

Aleksandr Gorin, medlem af Storm-enheden. Screenshot fra Telegram.
Aleksandr Gorin, medlem af Storm-enheden. Screenshot fra Telegram.
Vis mere

Ifølge Aleksandr Gorin traf de resterende medlemmer af enheden beslutning om at vende tilbage fra fronten til den russiske hærs hovedkvarter. Men det blev afvist af de øverste officerer.

»De placerede barrieretropper bag os og lod os ikke forlade vores position. De truer med at ødelægge os en for en og som en enhed. De ønsker at henrette os, fordi vi er vidner til fuldstændig uagtsom ledelse,« siger Aleksandr Gorin.

The Guardian har identificeret otte af mændene i videoen, og tre har over for avisen bekræftet fremstillingen i videoen.

Stormenheden blev oprettet i januar af det russiske forsvarsministerium for at deltage i vinteroffensiven i det østlige Ukraine.

Siden optagelsen af videoen er mændene, oplyser de, efterfølgende blevet evakueret fra fronten.

Ifølge avisen er videoen blot den seneste i en støt strøm af tilsvarende videoer, som er dukket op siden januar, hvor russiske soldater har beklaget sig over dårlig behandling.

Rusland har kastet titusindvis af tropper ind i krigen i Ukraine, men trods enorme tab – ifølge vestlige estimater op mod 200.000 sårede eller døde soldater – er det ikke lykkedes at tvinge ukrainerne nævneværdigt tilbage.