Nordkorea kan bryde sammen som selvstændigt land inden for et år som følge af USAs sanktioner mod landet.

Sådan lyder den opsigtsvækkende melding fra en tidligere embedsmand i Pyongyang. Ri Jong-ho, der stod i spidsen for et internationalt netværk af nordkoreanske virksomheder, der kanaliserede penge til det isolerede land, siger, at landet »er desperat efter tættere relationer til USA«.

»Sanktionerne, som Det Hvide Hus har indført mod Nordkorea, er historiske,« sagde han ifølge den britiske avis The Independent ved et arrangement i den verdensomspændende organisation Asia Society i New York.

FN skærpede i september sanktionerne mod Nordkorea yderligere, så der er sat en stopper for 90 procent af landets importindkomster. Landet er blevet forhindret i at importere naturgas, ligesom det ikke længere er muligt for landet at eksportere tekstiler, hvilket er en vigtig indkomstkilde.

»Aldrig før har landet mødt så hårde sanktioner. Jeg er ikke sikker på, at Nordkorea vil overleve et år med de sanktioner. Mennesker vil dø,« forklarede han.

Indtil han og familien i 2014 forlod Nordkorea, var han leder af den gruppe, der udarbejdede Nordkoreas strategi for at omgå FN-sanktionerne.

Det er dog ikke kun USA, Nordkorea har det vanskeligt med for tiden.

Ifølge Ri Jong-ho er forholdet mellem Nordkorea og Kina også på et historisk køligt niveau – noget, der begyndte tilbage i 2014, da Kinas præsident Xi Jinping besøgte Seoul før Pyongyang på sit første besøg på den koreanske halvø. På et efterfølgende møde med højtstående embedsmænd omtalte Kim Jung-un Xi Jinping som »et dumt svin«, beretter Ri Jong-ho.