Hvis man skal tro ny forskning, så bruger kvinder deres hjerne mere i løbet af dagen, og derfor har de brug for mere søvn end mænd.

Det har forskere fra Duke University i North Carolina konkluderet i et nyt studie, skriver Science World Report.

Når man er i dyb søvn vil cortex, den del af hjernen, som er ansvarlig for bl.a. tanker, hukommelse og sprog, frakoble sig fra sanserne og begynde at genopbygge. Og fordi kvinder har en tendens til at multitaske - laver flere ting på en gang og er fleksible - så bruger de faktisk deres hjerne mere end mænd. Derfor er deres søvnbehov større.

»En mand, der har et komplekst job, hvor der skal tages mange beslutninger og gøres brug af lateral tænkning, kan også have et øget søvnbehov. Men sandsynligvis stadig ikke lige så meget som kvinder,« siger Jim Horne, direktør for Sleep Research Centre på Loughborough University.

Mangel på søvn eller afslapning er forbundet med en højere risiko for hjertesygdomme, psykiske problemer, depression, slagtilfælde og betændelsesmarkører. Og netop et højere niveau af betændelse i kroppen kan gøre, at kvinder bogstaveligt talt er i smerte, når de vågner.

Men studiet viste ikke, at mænd har samme risiko for sygdommene.

»Vi fandt også, at kvinder har mere depression, mere vrede og mere fjendtlighed om morgenen,« siger søvnekspert Michael Breus til The Australian.