Deres datter blev fredag idømt fængsel i minimum 22 år for drabet på den transkønnede pige Brianna Ghey.

Nu reagerer familien til den morddømte Scarlett Jenkinson, der er 16 år.

Det skriver Sky News.

I en erklæring skriver familien blandt andet:

»Alle vores tanker går til Brianna og hendes familie.«

»De sidste 12 måneder har været længere end vores værste mareridt, da vi har måttet erkende den brutale sandhed om Scarletts handlinger.«

»Vores liv ligger i ruiner, men vores umiddelbare fokus er at sikre, at vi ikke gør noget imod Briannas families ønsker.«

»Til alle Briannas familiemedlemmer og venner, vores samfund og alle andre, der er blevet ramt af denne rædsel, vil vi gerne sige, at vi virkelig er kede af det.«

16-årige Brianna Ghey blev stukket med en jagtkniv 28 gange i hovedet, nakken, brystet og ryggen efter at være blevet lokket til Linear Park, Culcheth, en landsby nær Warrington, Cheshire, om eftermiddagen den 11. februar sidste år.

Også Eddie Ratcliffe er blevet idømt minimum 20 års fængsel for mordet. 

De dømte var begge 15 år på gerningstidspunktet.

Dommer Amanda Yip kaldte, ifølge Ritzau, ved domsafsigelsen fredag drabet for »vanvittig«.

»I deltog begge i et brutalt og planlagt mord, som var af sadistisk karakter,« sagde hun til de to 16-årige i retssalen.

Ifølge Amanda Yip var Scarlett Jenkinsons »primære motivation« et ønske om at dræbe.

Dommeren sagde også, at de to dømte var delvist motiveret af, at Brianna Ghey var transkønnet.

»Hvis I forbliver en fare, vil I blive fængslet længere end minimumstiden og vil muligvis aldrig blive løsladt,« lød en advarsel fra Amanda Yip.