Som Manon Serrano blev ældre, begyndte hendes udseende mindre og mindre at minde om forældrenes. Da hendes far 10 år efter fødslen tog en faderskabstest, fik forældrene ret i de bange anelser, der ellers virkede helt usandsynlige:

Manon var ved fødslen blevet forbyttet med en anden nyfødt pige.

En klinik i den franske by Cannes skal nu hoste op med millionerstatning til to piger, der blev forbyttet på klinikken kort efter fødslen i sommeren 1994.

Det skriver en række franske medier.

Pigerne skulle efter fødslen behandles for gulsot på klinikken. Behandlingen skete ved, at de to babyer blev lagt i en lyskasse. I dette tilfælde kom de i samme lyskasse, og forvekslingen skete, da de efterfølgende blev leveret tilbage til deres biologiske forældre.

Manon Serrano og hendes mor Sophie Serrano, som kan ses på billedet, har valgt at stå frem i sagen. 10 år efter fødslen valgte Manons far at tage en faderskabstest, da datterens udseende adskilte sig meget fra forældrenes. Det viste sig, at han ikke var far til Manon Serrano.

Og da det viste sig, at Sophie Serrano heller ikke var moderen, fandt politiet frem efter et stykke tid frem til, at Manons biologiske forældre boede ikke langt derfra. Og at Sophie Serranos biologiske datter, ligesom Manon, var vokset op hos en mor og en far, der ikke var hendes biologiske forældre.

Retten i den franske by Grasse har tirsdag, over 20 år efter de to piger blev forbyttet, dømt klinikken i Cannes til at betale erstatning på 400.000 euro (næsten tre millioner kroner) til hver af de to piger, 300.000 euro (2,2 millioner kroner) til hvert forældrepar.

Manon Serrano og hendes mor har før fortalt, at det var så svært at håndtere mødet med hendes biologiske forældre, at hun ikke holdt kontakten ved lige.