På Shifa Hospital i Gaza vælter det ind med sårede efter raketangreb fra Israel. Flere børn er blandt de sårede, skriver BBC-korrespondent fra hospitalet.

ISRAEL: - En sygeplejerske er brudt sammen og sidder grædende i hjørnet, mens hendes kolleger forsøger at trøste hende.

Der er hektisk aktivitet på Shifa Hospitalet i Gaza søndag. Ofre fra kampene og de vedvarende raketangreb mellem Hamas i Gaza og israelske styrker bliver bragt til hospitalet, der ligger i det nordlige Rimal-distrikt omkring tre kilometer fra Gaza-centrum.

Paul Danahar, der er BBCs bureauchef i Mellemøsten, er til stede på hospitalet, og han skriver løbende opdateringer på Twitter om de kaotiske scener, der udspiller sig som følge af angrebene.

- Jeg er tilbage på Shifa Hospitalet. De hårdest sårede patienter bliver sendt i ambulancer til Egypten. Pludselig er der omfattende aktivitet på hospitalet. To børn er blevet bragt ind. Den ene er dækket af blod, og hans bror er hysterisk, skriver Paul Danahar søndag eftermiddag dansk tid.

Der er meldt om flere israelske raketangreb i løbet af søndagen, og hospitalet nord for Gaza får nye patienter hele tiden, som ofrene for raketangrebene bliver bragt ind af pårørende eller myndighederne.

- Flere børn er kommet ind. Det ligner, at de er blevet gravet fri fra murbrokkerne. Der er skrig, gråd og kaos. Shifa Hospital er gået fra organiseret ro til hektisk kaos, mens læger løber rundt for at tage sig af sår. Flere ambulancer ankommer nu. Sirenerne skriger, endnu en ambulance er ankommet. Den sætter en kvinde af. Det er fuldstændig galskab, og lægerne forsøger at følge med, skriver Paul Danahar.

Ifølge BBC-journalisten er omkring halvdelen af de sårede, der ankommer til hospitalet i løbet af en halv time, børn, der er såret i et israelsk luftangreb. Der er desuden tre døde, en kvinde og to børn.

Verdenssundhedsorganisationen WHO advarede lørdag om, at hospitalerne i Gaza er både overfyldte og i akut mangel på lægemidler. Ifølge WHO kommer hospitalerne i det palæstinensiske selvstyreområde i alt til at mangle lægemidler for cirka 60 millioner kroner over de kommende tre måneder.

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, sagde tidligere søndag, at han er parat til at udvide sit lands offensiv mod Gaza markant.

- De israelske forsvarsstyrker er forberedt på en betydelig udvidelse af operationen, lyder det fra Netanyahu ifølge Reuters.

Egyptens præsident, Mohamed Morsi, har meldt ud, at hans regering er i kontakt med begge sider og forsøger at forhandle en våbenhvile på plads.

Præsidenten sagde søndag, at der er »nogle indikationer på, at der er en mulighed for en våbenhvile snart, men vi har endnu ikke klare garantier.«

Ifølge Paul Danahar oplyser Hamas, at 18 personer har mistet livet i Gaza søndag - fem mænd, fire kvinder og ni børn.