Den kinesiske palæontolog Xing Lida faldt ved et tilfælde over en lille ravklump, da han var på et marked i Myanmar, nord for den kinesiske grænse.

Ravklumpen lignede mest af alt en tørret abrikos og ville sandsynligvis være endt som en del af et smykke, hvis ikke palæontologen var kommet forbi. For han kunne se, at den lille ravklump gemte på noget ganske særligt.

Indkapslet i den lille klump var der nemlig et helt særligt, forhistorisk dyr. Sælgerne troede egentlig, det var en form for plante, der var inde i ravklumpen, men Xing Lida kunne med sin viden se, at der var tale om et hvirveldyr - og måske endda en rovøgle. Med andre ord; et levn af en forhistorisk dinosaur.

Det skriver CNN.

Helt præcist var der tale om et mumificeret dinosaur-skelet, og selvom der før er fundet dele af en dinosaur i en ravklump, er det første gang, man har fundet et mumificeret skelet.

Af samme årsag er det bemærkelsesværdige fund siden blev undersøgt, og fundene er beskrevet i decembers udgave af det videnskabelige tidsskrift Current Biologi.

Palæontolog Ryan McKellar fra Royal Saskatchwan Museum i Canada, der sammen med Xing Lida har set nærmere på det mumificerede skelet er ikke i tvivl om, at det er noget helt særligt, de har fundet, og han kalder det for den type fund, man kun gør én gang i livet.

Dinosaur-fossilet stammer fra typen coelurosauria, som hører til samme gruppe som tyrannosaurus, og det har gjort det klart for forskerne, at dinosaurerne nok ikke havde det skæl-lignende udseende som et krybdyr, man hidtil troede. I stedet er det mere sandsynligt, at de forhistoriske væsner mindede om fugle. Det mumificerede skelet havde nemlig en hale.

Derudover fortæller McKellar, at dyret, der var indkapslet i ravklumpen, var dækket af fjer af samme type som fugle. Og selvom man godt vidste, at flere dinosaurtyper mindede om fugle, ændrer den nye viden alligevel den grundlæggende opfattelse af, hvordan dinosaurer i virkeligheden så ud.

»De er ikke helt de Godzilla-agtige skællede monstre, som vi troede engang,« siger Ryan McKellar til CNN.

Ravklumpen indeholdt pigment fra fjerene, og den pigment gjorde det muligt for forskerne at fastslå rimelig sikkert, hvordan væsnet så ud.