Først får du et prik på skulderen. Så tjekker de dine papirer, og til sidst får du en indkaldelse til krigen stukket i hånden.

Det er situationen for mange ukrainske mænd, som endnu ikke er en del af krigen mod Rusland, skriver DR Nyheder.

Rundt omkring i Ukraine forsøger hærens rekrutteringsofficerer nemlig at hverve nye rekrutter til fronten, og det er bestemt ikke alle, der er lige begejstrede ved tanken om at skulle i krig.

Ifølge dr.dk er der eksempler på situationer, hvor gæster på restauranter er blevet hvervet midt i maden.

Derfor er der også flere steder i Ukraine private advarselssystemer, hvor folk varsler hinanden, når rekrutteringsholdene er i nærheden.

På de sociale medier er der også videoer af ukrainske mænd, som bliver stoppet på gaden af rekrutteringsofficerer.

Tv-stationen har talt med advokat Inna Kolesnik, som rådgiver ukrainske mænd om deres rettigheder i forhold til militærtjeneste. For tiden får hun flere og flere henvendelser fra mænd, som vil vide mere om deres rettigheder i forbindelse med mobilisering.

»Mange har meldt sig frivilligt, men det er jo ikke professionelt trænet militærpersonale. Det er helt almindelige borgere uden tidligere militærerfaring, for ikke at tale om kendskab til deres rettigheder og forpligtelser,« siger hun.

Meget tyder på, at det er blevet sværere for den ukrainske hær at hverve nye soldater. For eksempel er der mænd, der melder sig ind på universiteterne for at kunne udskyde militærtjeneste.

Hvis de ukrainske mænd først er blevet indkaldt, men nægter at følge indkaldelsesordren, kan de få mellem tre til fem års fængsel.