Den tidligere amerikanske præsident George H.W. Bush er blevet indlagt på et hospital i Houston i USA.

Det skriver Reuters natten til onsdag dansk tid.

I forbindelse med indlæggelsen siger en talsmand, Jim McGrath, for den i dag 92-årige George H.W. Bush, at der er tale om et mildt tilfælde af lungebetændelse, men at den tidligere præsident »vil klare det helt fint«.

McGrath oplyser videre, at den aldrende Bush blev indlagt fredag for observation på grund af en vedvarende hoste, der forhindrede ham i at få tilstrækkeligt med hvile.

Tidligere på året, i januar, blev George H.W. Bush ligeledes ramt af helbredsproblemer. Efter et ildebefindende blev han indlagt på Methodist Hospital på Texas Medical Center.

Han fik efterfølgende akutte problemer med sine luftveje, og det fik lægerne til at foretage et indgreb med bedøvelse.

Tilbage i 2015 blev Bush desuden indlagt med et brud i nakken efter et fald i familiens hus i Kennebunkport.

På billedet: Den tidligere amerikanske præsident George H. W. Bush under en kamp i Super Bowl mellem Atlanta Falcons og New England Patriots. Billedet er fra den 5. februar 2017. 
På billedet: Den tidligere amerikanske præsident George H. W. Bush under en kamp i Super Bowl mellem Atlanta Falcons og New England Patriots. Billedet er fra den 5. februar 2017.  Foto: Mark J. Rebilas
Vis mere

George H.W. Bush (republikaner) blev indsat som USA’s 41. præsident den 20. januar 1989. Han trådte tilbage den 20. januar 1993 for at give nøglerne til Det Hvide Hus videre til Bill Clinton (Demokrat).

George H.W. Bush var desuden vicepræsident for Ronald Reagen i perioden 1981 til 1989.

I de senere år har Bush siddet i kørestol. Efter at han fyldte 90 år er det i et begrænset omfang, at han har optrådt offentligt.

Som præsident huskes George H.W. Bush især for perioden, da USA gik i spidsen for et FN-ledet angreb på Irak - den såkaldte Golfkrig i starten af 1990'erne. Under Saddam Hussein gennemførte Irak en fremmarch i nabolandet Kuwait.

Med præsident George H.W. Bush i spidsen svarede en amerikansk ledet koalition, med mandat fra FN, igen. Mens tabene var store på irakisk side, var de amerikanske tab historisk få en landkrig taget i betragtning.

Golfkrigen varede fra den 2. august 1990 og frem til den 28. februar 1991.

George H.W. Bush har i alt seks børn sammen med Barbara Bush, blandt andre George W. Bush, der d. 20. januar 2001 blev USA’s 43. præsident.

Han sad på præsidentposten frem til d. 20. januar 2009.

På billedet: George W. Bush (tv.) med sin far George H. W. Bush. Billedet her er fra den 25. september 2008.  
På billedet: George W. Bush (tv.) med sin far George H. W. Bush. Billedet her er fra den 25. september 2008.   Foto: JIM WATSON
Vis mere