Den svenske havarikommission har mandag afholdt et pressemøde i forbindelse med flyulykken ved Umeå, hvor ni mennesker mistede livet.

Her oplyste generaldirektør for Statens Haverikommission, Hans Ytterberg, at en af de mest centrale opgaver for kommissionen vil være at undersøge, hvilken betydning de forskellige flydele har haft for det, han betegner som en ‘tragisk og alvorlig’ ulykke.

Indtil videre kan han bekræfte, at dele af flyet blev separeret i luften. Tidligere har Peter Swaffer, der leder kommisionens arbejde, bekræftet, at det har været dele af flyets vinge.

Det svenske politi oplyser, at de bistår havarikommissionen i deres arbejde. Ifølge passagerlisten, som politiet er i besiddelse af, var der syv mænd og to kvinder ombord på flyet, der styrtede søndag kort efter klokken 14. I sportsflyet var der otte faldskærmsudspringere og en pilot ombord.

En af ofrene har dobbelt statsborgerskab som amerikaner, mens resten har svensk statsborgerskab.

Sammen med retsmedicinere arbejder svensk politi på at identificere alle ofrene før ugens udgang.

Kommissionen har indtil videre undersøgt ulykkesstedet omkring den svenske by Umeå i det nordlige Sverige. Her vil de fortsat arbejde med at samle vragdele fra ulykken og transportere dem til et undersøgelseslokale til videre analyse.

Med få ord løftede Hans Ytterberg også sløret for, hvordan det videre arbejde med at kortlægge årsagen til ulykken nu vil foregå.

Kommisionen vil også lede efter instrumenter fra flyet, der kan give dem oplysninger om ulykken. Ifølge VG er flyet for lille til at have en såkaldt 'sort boks', og dette vil gøre det vanskeligt for myndighederne at finde frem til årsagen til styrtet.

Det er derfor også håbet, at de vil finde kamera, iPads og iPhones, der kan give dem data om flyets højde og position. Måske enda lydspor fra flyet, fortæller Hans Ytterberg.

Havarikommisionen vil også interviewe vidner til ulykken, da der findes flere, som har set flyet styrte. Arbejdet med at finde årsagen til ulykken vil dog tage lang tid.

»Vi vil ikke spekulere i, hvordan denne ulykke kan være sket,« siger Hans Ytterberg.

Han lover, at kommissionen vil arbejde med stor gennemsigtighed og opdatere offentligheden, hvis der kommer væsentlige gennembrud i undersøgelsen.

Det forulykkede fly er australsk fremstillet med amerikansk motor.

Flyet, der var af typen GippsAero GA8 Airvan, benyttes også af to andre faldskærmsklubber i Sverige. De har indstillet brugen af denne type fly, indtil årsagen til søndagens ulykke er klarlagt.