Den tyske avis Bild bringer søndag en udskrift af lydoptagelserne fra dødsflyets sorte boks

Lydoptagelserne fra flyets sorte boks afslører nu det mareridt, der udspillede sig, inden Airbus A320-maskinen knustes mod de franske alper. Blandt andet lokkede den angiveligt selvmorderiske andenpilot flyets kaptajn til at forlade styrepinden.

Den tyske avis Bild bringer søndag en udskrift af lydoptagelserne fra cockpittet, før Andreas Lubitz med vilje tog 149 uskyldige mennesker med sig i døden.

På den halvanden time lange optagelse hører man blandt andet, ifølge Bild, kaptajnen Patrick Sondheimer undskylde for den 26 minutter lange forsinkelse i lufthavnen i Barcelona.

Herefter snakker de to piloter i cockpittet og Andreas Lubitz, senere kendt som ‘dødspiloten’, bemærker at kaptajnen ikke benyttede toilettet i Barcelona. Han tilbyder at overtage styringen af flyet, så førstepiloten kan gå på toilettet.

Kaptajnen benytter sig dog ikke af tilbuddet, men beder i første omgang Lubitz, 27, om at forberede landingen i Düsseldorf. Hertil skal han angiveligt have svaret blandt andet ‘lad os nu se’, skriver Bild.

Germanwings-ruteflyet mellem Barcelona og Düsseldorf styrtede tirsdag ned i de sydfranske alper og alle 150 ombordværende omkom, blandt andet en dansk passager. Efterforskningen viste senere, at flyets andenpilot formentlig med vilje havde styret flyet i jorden med vilje.

Efter at have forberedt landingen siger Lubitz ifølge cockpit-optagelserne igen til kaptajnen, at han kan trække afsides på toilettet. To minutter senere siger kaptajnen, at andenpiloten skal overtage styringen, hvorefter man hører ham forlade cockpittet.

Kort efter indstiller Lubitz automatpiloten til en flyvehøjde på 96 fod, hvilket svarer til 29 meter. I de sydfranske alper er det en direkte kurs mod døden. Flyet påbegynder sin systematiske nedstigning fra de 11,6 kilometers højde.

Kort efter banker kaptajnen på døren - en høj, metallisk banken - og han råber ‘For Guds skyld, åbn døren’, skriver Bild. I baggrunden høres passagerernes skrig.

Klokken 10.35 høres atter høje, metalliske slag mod døren. Flyet er nu syv kilometer over jorden.

»Åbn den skide dør,« råber førstepiloten desperat.

Imens høres Andreas Lubitz rolige åndedræt, mens synet af de sydfranske alper vokser i det fjerne. Det sidste på optagelserne, i øjeblikkene inden flyet splintres mod bjerget og alle 150 ombordværende dør, er passagerernes skrig.

Myndighederne har ikke kommenteret Bilds lydudskrift. Lørdag kom det frem, at Andreas Lubitz på grund af både fysiske og psykiske helbredsproblemer angiveligt snart måtte opgive livsdrømmen om at blive langdistancepilot.

Ekskæresten Maria W fortalte også, ifølge flere medier, at han ofte rasede mod Germanwings, og at han en dag ville gøre noget, som ville få alle til at huske hans navn.