STORBRITANNIEN: Efter få dages spekulationer og rygter, er det nu officielt, at Rebekah Brooks gør comeback og atter sætter sig i toppen af Rupert Murdochs britiske medieimperium, skriver Reuters.

Dermed har den australskfødte mangemilliardær Murdoch taget tabloid-dronningen til nåde, efter at hun sidste år blev renset i en gigantisk sag om aflytning af kendte og kongelige på den nu lukkede avis News of the World.

Beskyldningerne gik på, at hun var vidende om, at mediet, der måtte lukkes i 2011 efter de mange beskyldninger, havde benyttet sig af privatdetektiver og ulovlige overvågninger for at skaffe sig tabloide historier.

Sidste år blev hun dog renset af en britisk domstol, der ikke kunne finde beviser mod hende. Men hun sad varetægtsfængslet i flere omgange i sagen, og derfor mente mange, at Storbritannien var et overstået kapitel for hende.

Men mandag i næste uge kan hun altså atter sætte sig i den magtfulde stol, oplyser Murdochs virksomhed News Corp ifølge Reuters i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.

»Rebekah skal lede et stærkt hold ved News UK ind i den digitale fremtid og samtidig maksimere salget af aviser og avisernes indflydelse, som stadigvæk er det mest succesfulde i Storbritannien og andre steder. Hendes ekspertise og fremragende lederevner bliver afgørende i vores kamp for at styrke vores kontakt til både læsere og annoncører,« skriver virksomheden.

Rebekah Brooks trak sig fra sin position i spidsen for den britiske afdeling af Rupert Murdochs medieimperium i 2011, hvor der blev sat massivt fokus på hendes person i lyset af medieskandalen, der forargede både læsere, politikere, kongehus og kendte. Da News Of The World blev lukket ned i 2011, var avisen den bedste sælgende i Storbritannien. Det er i dag The Sun, som også ejes af Rupert Murdoch.

Rebekah Brooks’ genindsættelse er en del af en større rokade i direktionen og på redaktørgangene i det store mediehus.