Brandfolk kæmper natten til mandag mod flammehavet, der har opslugt den ikoniske bygning 'Littlewood Pools' i Liverpool i England, der betragtes som et af byens varetegn, skriver BBC.

Billeder fra stedet viser, hvordan nattemørket står oplyst i et orange skær fra flammerne.

Bygningen har ifølge britiske medier stået tom siden 2003, og der er natten til mandag ikke meldinger om tilskadekomne.

Et stort antal brandfolk er dog på stedet, og natten til mandag har de bevæget sig ind i bygningen, mens der udefra samtidig pøses store mængder vand på flammerne.

Samtidig har branden fået blandt andre Liverpools borgmester, Joe Anderson, til at gå til tasterne på Twitter med en fortvivlet besked:

'Fuldstændig hjerteskærende nyhed, at den ikoniske bygning Littlewoods Building er i brand, ser ikke godt ud lige nu, lad os håbe og bede for, at den kan reddes.'

Flere andre brugere på Twitter, med tilsyneladende kendskab til bygningen, begræder, at den nu ser ud til at være voldsomt beskadiget.

Det første alarmopkald løb ind kl. 19.52, og brandfolkene var på stedet kort efter, skriver mediet ITV. De kunne straks konstatere, at den øvre del af bygning var i færd med at blive ædt op af flammerne.

Kort efter kl. 22 lokal tid opfordrede brandvæsenet beboere i området til at holde vinduer og døre lukkede.

'Littlewood Pools' i storbyen Liverpool blev for nylig solgt med henblik på at blive ombygget til et filmstudie med 350 arbejdspladser tilknyttet, skriver britiske medier.

Det var planen, ifølge opkøberen Twickham Studios, at bygningen skulle lægge lokaler til store og internationale produktioner som 'Black Mirror' og 'War Horse', skrev BBC tidligere på sommeren, da opkøbet af 'Littlewood Pools' blev kendt. Flere store film- og tv-produktioner har i de seneste år dog allerede fundet brugbare filmlokationer i Liverpool, herunder 'Peaky Blinders', 'Fantastic Beasts' og 'Where To Find Them'.

Den femetagers bygning, i den arkitektoniske stil 'art deco', blev opført i 1938, ifølge britiske medier.