Den er blevet beskrevet som den »dyreste« skilsmissesag i Storbritiannien nogensinde. Den er også blevet kaldt den »mest bitre«.

For det er ikke blot det nu tidligere ægtepar – oliemilliardæren Farkhad Akhmedov og Tatiana Akhmedova – der er omdrejningspunkter i sagen. Det er deres søn også.

Det skriver The Guardian og Financial Times i forbindelse med, at den årelange strid mellem parterne i denne uge nu vil udspille sig i retten i London.

Det er ellers flere år siden, at ægteparret blev skilt (omend det præcise tidspunkt endnu er ukendt), men siden har de ligget i krig med hinanden.

Begge kæmper de om retten til en stor del af oliemilliardærens formue – foruden kunstværker af blandt andet Warhol og en gigantisk yatch bestående af ni dæk og med blandt andet to helikopterlandingspladser.

For fire år siden blev den 64-årige russiske mand dømt til at betale sin 52-årige ekshustru 41 procent af sin formue, som han blandt andet har optjent på at sælge sin andel i det siberiske energiselskab Northgas. Det svarede til 453 millioner pund – lidt mere end 3,7 milliarder danske kroner – hvilket er det største beløb, den britiske domstol har dømt nogen til at udbetale i forbindelse med en skilsmissesag.

Det nægtede han dog.

I stedet påstod han, at ekskonen slet ikke har ret til de mange penge, da de ifølge ham blev skilt flere år forinden det, der var blevet opgivet i retten – og at dommen derfor er baseret på et falsk grundlag.

Foto: Rick Findler
Vis mere

Den påstand blev dog afvist i familieretten for fire år siden, men Farkhad Akhmedov fastholder.

På den anden side af kamppladsen står Tatiana Akhmedova, der hævder, at hendes eksmand har forsøgt at skjule flere millioner af kroner, så hans formue virkede mindre, og hun på den baggrund skulle få færre penge udbetalt.

Blandt andet hævder hun, at Farkhad Akhmedov har overført penge og aktiver til deres fælles søn, Temur på 27 år, i et forsøg på at undgå at skulle betale penge til hende.

Sønnen beskylder hun desuden for at opføre sig »som sin fars løjtnant.«

Det afviser de dog begge.

I et forsøg på at finde beviser mod eksmanden og sønnen har Tatiana Akhmedova blandt andet bedt retten om at kræve mails udleveret fra sønnens Google-konto, og hun har fået ransaget hans milliondyre lejlighed.

Samtidig er sønnens konto blevet frosset, så han ikke kan hæve eller indsætte store beløb.

Til The Guardian fortæller han, at forholdet til moderen er ødelagt på grund af hendes »uhyrlige, hævngerrige opførsel«:

»Vores mor opdragede os meget godt, hun var en god mor. Men denne påstand skyldes, at hun ikke kan lide mig, fordi jeg ikke blev ved hendes side. Jeg kan overhovedet ikke forestille mig at gå imod mit eget blod. Hun er kun ude efter hævn,« siger Temur, der også fortæller, at han er vred over, at indefrysningen af hans aktiver betyder, at han kun har 3.000 pund – svarende til knap 25.000 kroner – til rådighed om ugen.

»For den gennemsnitlige person kan det måske virke som et fucking stort beløb, men i virkeligheden er det noget andet,« fortæller han til The Guardian over en telefonforbindelse fra Dubai.

Farkhad Akhmedov og Tatiana Akhmedova blev gift i 1993 og flyttede efterfølgende til London. Sammen fik de to børn. Fra tidligere forhold har den russiske forretningsmand tre børn.

Retssagen er sat til at begynde mandag.