»Det her er foruroligende.«

På et pressemøde fortalte premierminister Boris Johnson de britiske borgere og resten af verden, at man nu har fundet, at den britiske mutation af coronavirus ikke bare er mere smitsom, men også kan være mere dødelig end den originale virus.

Og hvis man spørger B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, så er det en foruroligende melding både for Storbritannien, men også for resten af verden.

»Det er dårligt nyt for de lande, som ikke har haft så meget af den muterede virus endnu. Det er for eksempel USA, hvor man kan frygte, den vil sprede sig.«

Boris Johnson på pressemøde fredag
Boris Johnson på pressemøde fredag Foto: LEON NEAL
Vis mere

»Det ville have store konsekvenser for et allerede presset sundhedssystem,« fortsætter Illeborg.

Den britiske mutation har vist sig, at den kan være hele 30 procent mere dødelig end den oprindelige coronavirus. Også i Danmark vil den nyfundne dødelige egenskab kunne have konsekvenser.

»Uden at jeg skal lege videnskabsmand, så må man antage, at der vil være en risiko for forlængede restriktioner herhjemme. Man vil kigge på Storbritannien som et skrækeksempel,« siger Jakob Illeborg.

Dog er der lidt godt nyt, for på trods af, at man nu har opdaget den øgede dødelighed, så virker vaccinen endnu.

»Alle vacciner virker fortsat på den muterede virus,« afslutter Illeborg.