Præsidentkandidaterne Amy Klobuchar og Pete Buttigieg har det samme mål: at sparke Donald Trump ud af Det Hvide Hus. Men de to kandidater kan tydeligvis ikke udstå hinanden.
Dét stod helt klart under den seneste amerikanske præsidentdebat, der blev vist på direkte tv.
Seancen endte med, at Amy Klobuchar ganske enkelt undgik Buttigiet og nægtede at give ham hånden - som tak for en god kamp.
»Antyder du, at jeg er dum,« hvæsede Amy Klobuchar således, da Buttigieg påpegede, at hun på tv ikke var i stand til at nævne navnet på Mexicos præsident.
Og Klobuchar var tydeligvis ikke færdig med at give den homoseksuelle eks-borgmester fra South Bend, Indiana, tørt på.
»Åh, ville det ikke bare være dejligt, hvis vi allesammen var lige så perfekte som dig,« lød det.
»Sarkasmen var tydelig, og tonen var nedladende,« siger tv-værten Anderson Cooper på CNN.
Men Klobuchar gik selvfølgelig ikke til angreb uden årsag.
Før senatoren fra Minnesota gav Buttigieg tørt på, havde han været helt oppe i Kloduchars ansigt.
Om forglemmelsen af navnet på den mexicanske præsident, sagde eks-borgmesteren således:
»Jeg mener, at det er en stor, stor fejl for en person, der forsøger at blive USA's præsident. Du er medlem af flere immigrationskomitéer, så den slags bør du ikke glemme.«
Efter den tirade henvendte Buttigieg sig til eventuelt spanske seere på flydene spansk.
Det var herefter, Klobuchar med slet skjult sarkasme udtalte, om det ikke ville 'være dejligt, hvis vi allesammen var lige så perfekte som du.'
»Der var en uvant bitterhed i hele opspillet. Og det er tydeligt, at de to kandidater ikke bryder sig om hinanden,« skriver avisen New York Times.
Dette var den niende debat imellem de demokratiske præsidentkandidater. Og den sidste før weekendens primærvalg i Nevada. Weekenden efter er der primærvalg i South Carolina. Derefter er det tid til den såkaldte 'super tuesday', hvor i alt 14 stater vælger deres demokratiske præsidentkandidat.
I de fleste meningsmålinger fører kandidaten Bernie Sanders stort.