USA's hvide præsidentkandidater er på udkig efter sorte vælgere. Og derfor gør de nu deres hoser grønne hos de amerikanske minoriteter.

Efter forretningsmanden Deval Patrick onsdag droppede ud af det demokratiske primærvalg, har samtlige tilbageværende kandidater én ting tilfælles: De er kridhvide.

Og det kan blive et problem, når godt 17 millioner sorte amerikanere (ifølge Pew Research Center) forventes at stemme ved valget 3. november.

»Uden den sorte stemme slår du ikke Donald Trump af pinden. Og lige nu er det kun Bernie Sanders og utroligt nok, Michael Bloomberg, der lader til at have fat i noget af det rigtige.«

Kandidaten Michael Bloomberg har mange sorte tilhængere - trods et rygte som racistisk borgmester i New York.
Kandidaten Michael Bloomberg har mange sorte tilhængere - trods et rygte som racistisk borgmester i New York. Foto: ANDREW CULLEN - AFP
Vis mere

Sådan siger den sorte amerikanske radiovært og journalist Stephen Henderson til B.T.

Ifølge en landsdækkende meningsmåling foretaget af NSNBC og Washington Post støtter 27 procent af den sorte amerikanske befolkning stadig Joe Biden, der i otte år var Barack Obamas vicepræsident.

Dette lyder måske imponerende. Men siden december er Bidens sorte støtte skrumpet fra hele 51 procent.

Michael Bloomberg er i samme periode gået frem fra sølle fire procent til 22 procent af de sorte vælgerstemmer. Bernie Sanders' sorte støtte er gået fra 13 til 19 procent. Og mens Amy Klobachars sorte vælgerstøtte er for lille til blive registreret i undersøgelsen, så får Elizabeth Warren og Pete Buttigieg hhv. fire og otte procent af de sorte amerikanske vælgerstemmer.

Bernie Sanders-supporters.
Bernie Sanders-supporters. Foto: BITA HONARVAR - AFP
Vis mere

»Der er ingen, der forventer, at de nuværende, hvide demokratiske kandidater kommer i nærheden af Barack Obamas 93 procent af de sorte vælgerstemmer. Men de har brug for de sorte stemmer for at vinde over Trump,« siger Stephen Henderson.

Ved valget i 2016 afgav ialt godt 125 millioner amerikanere deres stemme (ifølge Pew Research). Derfor kan de 17 millioner sorte stemmer gøre en altafgørende forskel. Og derfor bør de resterende kandidater ifølge The Root-journalist og MSNBC-ekspert Jason Johnson arbejde ekstra hård for at vinde de sorte vælgeres tillid.

»Den typiske sorte vælger er i 2020 kun interesseret i, hvorvidt kandidaten kan slå Donald Trump,« siger Jason Johnson til MSNBC. Og han fortsætter:

»Pete Buttigieg, Amy Klobachar og Elizabeth Warren står for svagt. Joe Biden tager de sorte stemmer for givet. Bernie Sanders er lovende. Og så er der Michael Bloomberg. Som borgmester i New York stod Bloomberg bag mange racistiske tiltag. Og Bloombergs popularitet blandt de sorte vælgere beviser således, at vi er villige til at sælge vores sjæl til djævelen, hvis djævelen kan slå Donald Trump.«

Donald Trump elsker at prale med sine sorte tilhængere.
Donald Trump elsker at prale med sine sorte tilhængere. Foto: JOE RAEDLE - AFP
Vis mere

Uanset hvor mange eller hvor få sorte stemmer de tilbageværende demokratiske kandidater kan tiltrække, er det ikke deres fælles republikanske modstander, Donald Trump, de bør bekymre sig om.

I 2016 fik Hillary Clinton således over 85 procent af alle sorte vælgerstermmer.

Og ifølge en helt ny undersøgelse foretaget af Hill-HarrisX vil 87 procent af USA's sorte vælgere i år stemme demokratisk.

»Viljen er der. Men problemet er antal. Der skal mange stemmer til for at slå Donald Trump. Og uden den nødvendige entusiasme bliver både sorte og hvide vælgere nemlig hjemme i sofaen. Og hvis demokraterne bliver hjemme, så vinder Trump igen,« siger Stephen Henderson.