Apple-grundlæggeren lavede liste over dem, han ville se, inden han døde.

Steve Jobs havde forsonet sig med døden og planlagde, hvordan han ville tage afsked med verden og sine venner.

Det skriver New York Times.

Onsdag døde Apple-ikonet Steve Jobs, kun 56 år gammel, efter en lang kamp mod kræften. Allerede i februar stod det dog klart, at Jobs ikke ville overleve sygdommen. 

Ifølge avisen fortalte Jobs derfor sin omgangskreds, at han ikke havde langt igen. Det fik en strøm af tidligere venner og bekendte til at henvende sig til for at få mulighed for at sige et sidste farvel.

Det fortæller en kilde tæt på Jobs til New York Times.

De fleste blev dog afvist. Jobs kone Laurene måtte forklare dem, at Jobs var alt for svag til at tage imod så mange besøg. Til nogle af dem, som ringede, fortalte hun, at han de sidste uger af sit liv var så svag, at han knap nok orkede at gå op af trapperne i hjemmet.

I de sidste måneder af sit liv lavede Jobs selv en liste over, hvilke personer, han gerne ville møde, før han døde. Blandt dem var hans nære ven, Dean Ornish, som spiste sushi med Jobs på hans favoritrestaurant i hjembyen. Også hans nære kollega, John Dorr, bestyrelsesmedlem i Apple, Bill Campell og Disney-chefen Robert Iger var blandt dem, der fik lov at møde Jobs de sidste uger.

Steve Jobs havde kræft i bugspytkirtlen i syv år. I 2009 fik han en ny lever.

25. august annoncerede han sin afgang som chef for Apple. I sit opsigelsesbrev skrev han blandt andet:

'Jeg har altid sagt, at hvis der nogensinde kommer en dag, hvor jeg ikke længere kan fuldføre mine pligter og gøre det, som forventes af mig som Apple-direktør, så ville jeg være den første til at fortælle det. Desværre er den dag kommet.'