21 delstater og syv storbyer vil have Trump-administrationen til at droppe slækkede miljøkrav.

En koalition af 21 amerikanske delstater og syv storbyer har sagsøgt Trump-administrationen for at slække på kravene til kulkraftværker.

Det skriver flere nyhedsbureauer herunder AP.

Fælles for alle de deltagende stater og byer er, at de alle har demokratiske guvernører eller borgmestre.

Søgsmålet, der er indgivet ved en appeldomstol i Washington D.C., handler især om Trump-administrationens forsøg på at fjerne miljøkrav igangsat under tidligere præsident Barack Obama.

Obamas plan blev indført i 2015 for at nedbringe den amerikanske udledning af drivhusgasser, så man kunne leve op til Parisaftalen.

- Denne administration har besluttet sig for at rulle de gamle miljøplaner tilbage og erstatte den med en tandløs erstatning, sagde Californiens justitsminister, Xavier Becerra, på et pressemøde tirsdag.

- Det er alt andet end rent, og det er alt andet end grøn energi. Præsident Trumps forsøg på at ødelægge vores miljølovgivning er den forkerte vej at gå.

Trump-administrationen vil lade det være op til den enkelte delstat at beslutte, hvilke krav der skal være til blandt andet kulkraftværker.

Ifølge eksperter vil det føre til en markant højere udledning af drivhusgasser, end hvis man fastholdt en føderal standard.

Trump trak i juni 2017 USA ud af Parisaftalen.

Han har efterfølgende beordret det amerikanske energiministerium til at yde milliarder i økonomisk støtte til forskning i fossile brændsler og til kulkraftværker.

/ritzau/