En kvinde i Storbritannien har bedt politiet om at dele et foto, der viser hendes skader efter et overfald.

På billedet er kvindens ansigt fyldt med blod, ligesom områder omkring mund og begge øjne er voldsomt hævede.

Samtidig har kvinden pådraget sig en stor flænge hen over næsen, som ser ud til at være brækket.

Kvinden er blevet udsat for vold af sin mand. Og hun har selv bedt politiet i Lancashire om at dele fotoet for at vise konsekvenserne af partnervold – og for at bede andre kvinder om ikke at tøve med at anmelde partnervold.

Den anmodning har Lancashire Police valgt at følge, og i et opslag på Facebook bringer man desuden foto af voldsmanden, som nu er idømt fængsel i syv år og to måneder.

»Vi ved, at dette er et virkelig vanskeligt billede, og de fleste vil forståeligt blive oprevet – men den overlevende efter dette voldelige overfald har specifikt bedt om, at vi frigiver fotoet af hendes chokerende skader for at vise overfaldets omfang,« skriver Lancashire Police på Facebook.

Overfaldet på kvinden fandt sted i december sidste år, og kvinden var så medtaget, at en politibetjent, som ankom til stedet, troede, at hendes hår var rødt. Det var dog blod.

Gerningsmanden filmede selv overfaldet på sin telefon, oplyser politiet desuden.

»Vi vil gerne rose hende for at have modet til at tale åbent om, hvad der skete og være klar til at gå igennem retsprocessen,« skriver politiet.

»Vi håber, at hendes mod vil give andre kvinder, som kan være i voldelige eller grove forhold, selvtilliden, som skal til for at stå frem og melde det til politiet med den sikre viden, at vi vil efterforske professionelt og med følsomhed,« lyder det fra Lancashire Police.