Da Debra hang i gelænderet og kunne stirre direkte ned i det iskolde hav, mærkede hun for en kort stund døden.

Sådan fortæller den 55-årige amerikaner, da B.T. søndag aften møder hende foran krydstogtskibet Viking Sky i den norske by Molde.

I sidste uge steg hun om bord på skibet med sin bedste veninde under armen.

Den hyggelige venindetur skulle dog få en brat afslutning lørdag eftermiddag.

Debra føler, at hun har oplevet et mirakel
Debra føler, at hun har oplevet et mirakel
Vis mere

Og Debra husker det sekund for sekund.

Hun sad i sin kahyt og ventede på, at det en halv time senere var tid til en tiltrængt omgang massage på skibet.

Men så begyndte det pludselig.

Først til den ene side. Så til den anden side. Vip efter vip.

Hårde bølger fik Viking Sky til at gynge kraftigt, og da det havde stået på i 15 minutter, besluttede Debra sig for at kontakte massøren på skibet.

»Jeg fik fat i dem og sagde, at det nok var en god idé, at vi aflyste tiden, fordi det vippede helt enormt. Og de var enige,« fortæller hun til B.T.'s udsendte.

I stedet forsøger Debra at finde sin veninde, så de kunne spise frokost sammen.

Hun finder veninden, men så bliver det endnu mere ekstremt.

Bølgerne er så høje, at venindeparret mere eller mindre ikke kan gå, og pludselig kan de også høre, hvordan glas og flasker smadrer inde ved baren.

Debra sætter sig ned, og der får hun det første alvorlige faresignal.

»Jeg ser, at noget af skibspersonalet kommer gående forbi os. De er helt fokuserede og forstenede. Der tænkte jeg: 'Der er noget galt',« fortæller hun.

Og hun havde ret. Få sekunder senere begynder skibets alarm, og hurtigt bliver passagererne samlet i en restaurant på skibet.

Folk stimler sammen på gulvet, mens skibet gynger mere og mere.

Borde, stole og planter skøjter frem og tilbage, og i et af de helt store vip åbner der sig pludselig en dør over Debra og flere medpassagerer.

»Jeg ser en stor dør åbne sig, og der kan jeg så bare se den her store mur af vand komme mod os,« fortæller hun.

Enorme mængder vand rammer passagererne, og da skibet begynder at vippe den anden vej, er vandet ved at trække hende med.

Debra får hurtigt fat i gelænderet, men det er med det resultat, at hun få sekunder efter hænger vandret og kan kigge direkte ned i det brusende, kolde hav.

»Jeg hænger der, og jeg føler, at jeg vil ramme direkte ned i vandet, hvis jeg giver slip. Så der står jeg ansigt til ansigt med døden,« siger en tydeligt påvirker Debra.

Men heldigvis slipper hun ikke.

»Folk var fanget under bordene, da vandet sløj ind. Der var kaos. Jeg så en kvinde, der brækkede foden, og en mand, der brækkede hoften. Det var ikke sjovt,« fortæller hun.

Minutterne går, og bølgerne tager fra i styrke, så kort tid efter er der ro i restauranten. Midt i kaosset har Debra mistet sin pung, sine briller og sine sko.

Skibspersonalet får 'imponerende' hurtigt ro på de chokerede passagerer, og det er generelt en ros, der går igen, når Debra fortæller om de hæsblæsende timer til B.T.'s udsende medarbejder i Molde.

»Skibspersonalet har simpelthen været så fantastiske hele vejen igennem. De har været bange og sultne som os, men har ikke vist det. Det har været så godt,« siger hun efterfulgt af et stort gab.

Hun er træt. Meget træt.

»Vi har ikke sovet i over 30 timer. Det gyngede stadig meget i nat, og man lå og var bange efter det, der skete tidligere,« siger hun.

Debra smiler til sin veninde, der står ved siden af, mens hun bliver interviewet af B.T. De ville helt sikkert have været oplevelsen foruden, men alligevel er de lettede og lykkelige over, at der ikke skete mere.

»Vi føler, at vi har oplevet et mirakel,« siger de næsten i munden på hinanden.

Og det forstår man da også godt, at de føler. Det kunne nemlig være endt meget værre.

Under redningsaktionen var krydstogtskibet uden motorkraft nemlig faretruende tæt på at støde på grund.

Da situationen så allermest alvorlig ud, var skibet kun omkring 100 meter fra at støde på grund i et område med mange faretruende klippeskær.

Netop derfor er det også mest af alt smil og glade ansigter, B.T. er stødt på, når de mange nordamerikanske passagerer har forladt krydstogtskibet i Molde søndag aften for at få en bid mad eller gå en tur.

Der var i alt 1373 personer om bord på Viking Sky, da det i sidste uge sejlede ud fra Tromsøs havn med kurs mod Stavanger.