De har bygget USA's største privatejede hjem. De ejede et kæmpe jernbaneimperium Og de havde flere penge end der lå i USA's statskasse. Den legendariske Vanderbilt-familie var gennem årtier USA's rigeste. Men så blev de ramt af den forbandelse, der tit rammer rige familievirksomheder – og formuen blev på rekordtid formøblet væk.

Dyre sejlbåde, racerbiler og heste. Det er den sikre vej til rigmandsverdenen. Men for USA's engang rigeste familie blev det også den sikre vej til en mistet formue.

For hvad ingen troede var muligt, viste sig alligevel at kunne lade sig gøre – at Vanderbilt-familiens enorme formue simpelthen skulle kunne formøbles væk.

Den legendariske amerikanske familie, hvis stjernestatus nærmest kun er blevet overgået af politiker-familien Kennedy, blev engang betraget som næsten royal i USA. De ejede nærmest det halve af Manhattan og havde i 1877 en formue på omkring 100 millioner dollars, hvilket var mere end der dengang lå i USA's statskasse, skriver Forbes.  De var det, man i dag ville kalde superrige. Eller super, superrige.

Det var i sig selv imponerende, men hvad der var endnu mere imponerende var, at formuen blev skabt af en enkelt mand – nemlig  af Cornelius “Commodore” Vanderbilt.

I 1810 lånte han 100 dollars af sin mor. Det svarer til omkring 13-14.000 kroner i dag. Pengene brugte han til en båd, som han fragtede passagerer til og fra Staten Island ved Manhatten i New York med. Bådfarten blev hurtigt en succes, og han udvidede til en dampfærge, og senere hen kastede han sig også over jernbaneindustrien.

Og her begyndte millionerne for alvor at rulle ind. Cornelius Vanderbilt var ifølge historiemagasinet History kendt for at være meget konkurrenceorienteret og uforskammet, og måske var de egenskaber netop medvirkende til, at han i 1860’erne opbyggede jernbaneimperiet New York Central, der gav monopol på al togdrift til og fra storbyen New York.

Da han 82 år gammel døde  i 1877, havde hans formue vokset sig til omkring 100 millioner dollars. Faktisk var han den andenrigeste amerikaner nogensinde – et godt stykker over Bill Gates, der i dag er verdens rigeste mand, skriver CNN, der i 2014 havde omregnet Cornelius Vanderbilts formue til at have været 205 milliarder dollars værd i nutiden. Ifølge CNNs udregning var Bill Gates formue i 2014 på 74 milliarder dollars. I dag er den ifølge Forbes på 79 mia. dollars svarende til over 535 milliarder kroner.

Consuelo Vanderbilt, der var barnebarn af Cornelius Vanderbilt og datter af William Kassam Vanderbilt, var en af de familiemedlemmer, der kom til tops i det sociale hirarki. Det skete, da hun giftede sig med den britiske hertug, Charles Spencer-Churchill.
Consuelo Vanderbilt, der var barnebarn af Cornelius Vanderbilt og datter af William Kassam Vanderbilt, var en af de familiemedlemmer, der kom til tops i det sociale hirarki. Det skete, da hun giftede sig med den britiske hertug, Charles Spencer-Churchill. Foto: Mary Evans/Natural History Museum
Vis mere

Cornelius Vanderbilt fik 13 børn, og han udvalgte sin søn, William Henry Vanderbilt, som hovedarving til at føre familieimperiet videre. Men faderen var ikke helt sikker på, at sønnen kunne bibeholde formuen.

»Ethvert fjols kan opbygge en formue, men det kræver en mand med en hjerne at holde fast i den.«, sagde han ifølge Forbes til sønnen.

Den gamle Cornelius’ mistro blev dog gjort til skamme. William Vanderbilt formåede ikke bare at videreføre familieimperiet – han formåede også at fordoble formuen.

Men der sluttede familiens succes så også. For selvom familien ved Williams død i 1885 var god for 200 millioner af datidens dollars, så formåede tredje generation ikke at videreføre forfædrenes arv på samme måde.

Og dermed blev familien ramt af den ’forbandelse’, der ifølge erhvervseksperter tit ses, når familievirksomheder bliver overdraget til tredje eller fjerde generation – at interessen for eller evnen til at drive virksomheden simpelthen ikke er tilstrækkelig – og at det i de værste tilfælde fører til, at formuen simpelthen bliver tabt.

Ifølge ekperterne skyldes det ikke mindst, at der i tredje generation ofte er så mange arvinger, at det er svært at blive enige om, hvordan virksomheden skal drives.

Herhjemme har blandt andre rigmanden Johan Schrøder solgt sin familievirksomhed Radiometer på grund af bøvl i familien. Og også en af Danmarks rigeste familier -  familien Clausen der ejer Danfoss - har sendt arvingerne på kurser for at forebygge en strid, når familieimperiet skal videregives.

»Årsagen til, at det ofte går galt er, at familiemedlemmerne har mistillid til hinanden.Komplekse relationer mellem forældre og børn og søskende imellem kan betyde, at de kommunikerer dårligt,« har Jens Honoré, administrerende direktør og partner i rådgivningsvirksomheden Atrium Kapitalforvaltning, udtalt til Berlingske Nyhedsmagasin i 2011.

Hos Vanderbilt-familien var den gamle Cornelius Vanderbilt også bekymret for, at de yngre generationer ikke ville være i stand til at passe på formuen. Og han rådede derfor til, at man fremover kun lod ét familiemedlem arve størstedelen af formuen for at undgå ballade.

Men da sønnen William døde, overlod han formuen til sine to sønner, Cornelius Vanderbilt II og William Kissam Vanderbilt. Og så gik det galt.

Samtidig med, at de to måtte dele formuen, kom der et fald i togpassagererne. Og da Cornelis Vandebilt II døde i 1899, gik det helt galt.

Gloria Vanderbilt har haft stor succes som designer.
Gloria Vanderbilt har haft stor succes som designer. Foto: REUTERS/ Mario Anzuoni.jpg
Vis mere

Hans bror havde nemlig større interesse i sejlbåde og galopheste end i at drive forretning. Samtidig brugte en tredje bror en stor luns af familieformuen på at bygge Biltmore – et kæmpe palæ med 250 værelser i staten North Carolina på USA's østkyst – et palæ, der er så enomt, at det den dag i dag fortsat er USA's største privatejede hjem.

Ifølge Forbes betragtede William Kissam Vanderbilt nærmest sin arv som en forbandelse.

»En arvet formue er et virkeligt handicap i forhold til lykke – det har efterladt mig uden noget at håbe på, uden noget at stræbe efter,« er han citeret for at sige.

Han blev også kendt som den Vanderbilt, der glædeligt gav penge væk til højre og venstre. Blandt andet til at bygge lejeboliger i New York og til Universiterne Columbia University og Vanderbilt University.

De gyldne 20’ere hjalp hellere ikke ligefrem med at forøge Vanderbilt-formuen. 1920’erne blev kendt som et årti, hvor storforbrug var i højsædet – og familien Vanderbilt var ingen undtagelse.

Vanderbiltfamilien ejede pludselig huse alle steder – alene på den mondæne Fifth Avenue i New York ejede familien ikke mindre end ti ejendomme.

Og det blev ikke bedre, da fjerde generation overtog Vanderbilt-imperiet, hvor der på det tidspunkt stadig var en del penge – om end formuen ikke længere voksede.

Ifølge Forbes var fjerde generation nemlig Cornelius II's søn,Reginald “Reggie” Claypool Vanderbilt, der både var en gambler og en playboy. Og både han og hans bror, Cornelius III, brugte store summer på fornøjelser.

I femte og sjette generation kom der dog atter lidt glans over den engang så overdådigt rige familie. Reginald Claypool Vanderbilts datter Gloria Vanderbilt endte nemlig som en succesfuld designer, og hendes søn Anderson Cooper er i dag en kendt CNN-journalist – begge måtte dog se langt efter et økonomisk fundament i form af en en gigantiske arv.

»Min mor gjorde det klart for mig, at der ikke var nogen formue at arve,« har Anderson Cooper udtalt i 2014 ifølge Forbes.

Det var dog ikke kun forbrug, der førte til Vandebiltformuens deroute. Anden verdenskrig, opfindelsen af fly og indsættelsen af busser var alt sammen noget, der rev passagerne fra togene og dermed nedsatte familiens indtjening.

Familiens økonomiske nedtur kunne ses ved, at alle deres New York-hjem i 1947 var blevet revet ned.

I dag er ingen medlemmer, at den engang så velhavende familie at finde på Forbes liste over verdens rigeste personer, hvor flere amerikaner ellers er helt i top.

Og da familien i 1970’erne holdt en stor familiefest, hvor 120 medlemmer deltog, var ikke en eneste af de fremmødte millionærer, skrev forfatterne Michael Klepper og Robert Gunther i en bog om familien ifølge CNN.

Men Vanderbilt-familiens arv fortsætter. Mange steder står stadig mange af de enorme bygninger, som familien opførte i sin storhedstid – blandt andre Biltmore ved Asheville i North Carolina, som i dag kan besøges af offenligheden. Det store hus ejes fortsat af en af efterkommerne til Vanderbilt-familien – dog med efternavnet Ceciil.