Eva og Hans Rausing var så rige, at omverden ikke ænsede, at de var narkomaner. De fortsatte bare ned, ned, ned. Da hun døde, gemte han hendes lig i soveværelset i over to måneder. Nu skriver søsteren historien, og det har ført til ny debat om tragedien.
Sigrid Rausing skriver i sin nye bog, at hun blev opdraget på værdier som »privatliv, tavshed, diskretion.« I givet fald er det lykkedes hende at lægge sin opdragelse bag sig.
For i en ny bog genopliver hun en elendighed, som de fleste familier helst ville glemme, og som også har medført en tabloid krig på skældsord. Hun genopliver historien om Eva og Hans - og bliver derfor bl.a. beskyldt for at være »selvisk og indbildsk« og påføre de andre efterladte »en uendelig smerte.«
Berlingske har læst bogen, »Mayhem«.
Rådden
9. juli 2012 stoppede det britiske politi en bil, som slingrede bekymrende frem og tilbage. I bilen fandt betjentene Hans Rausing; de fandt også narkotika, og de fandt en stak uåbnede breve adresseret til hans hustru, Eva. Hvor var hun henne, spurgte betjentene. Han kunne ikke give et sammenhængende svar, og politiet kørte til ægteparrets palæ i Cadogan Place i Chelsea.
Sigrid Rausing - Hans Rausings storesøster - var på det tidspunkt i sommerhus i Sverige, og hun var midt i en international forretningssamtale, da hendes mand pludselig kom ind på kontoret og lagde en lap papir med fem ord foran hende: »De har fundet Evas lig.«
Det var ikke overraskende, på mange måder var det forventeligt, men omstændighederne var ikke desto mindre rystende. Politiet havde fundet liget af Eva i et værelse på første sal af huset i Chelsea. Hun havde ligget der i over to måneder og kunne kun genkendes gennem fingeraftryk. Hans havde pakket liget ind i en blå presenning og dynget det til med tøj, dyner og tæpper, en madras og et TV-apparat, og til sidst havde han tapet døren ind til værelset til med isolerbånd. Tilsyneladende for, at tjenestefolkene ikke skulle lugte noget, som det fremgår af bogen.
Eva var død, Hans var anholdt, og Fanden var løs.
Heroin
Engang var den svenske Rausing-familie mest kendt for at være stå bag Tetra Pak kartonerne og være så rige, at de kunne købe det halve Sverige. Så blev de de kendt som ofre for en mislykket bortførelse og anklaget for at gå i skattely i Storbritannien - og det var alt sammen at foretrække i forhold til, hvad der nu ventede.
For i dagevis i 2012 trak historien tabloide forsider.
Eva og Hans Rausing havde i det meste af deres voksenliv kæmpet med narko, de var gået ind og ud af afvænning, og siden nytår 1999 havde det rige par været på en ulykke af et trip. Tjenestefolkene holdt hele huset ryddeligt og som en pæn facade, men i soveværelset på første sal trak Eva og Hans sig tilbage med deres heroin, deres crack og morfin, og de havde skrevet telefonnumrene på deres narkodealere på væggen, som tabloidaviserne dengang skrev. I 2006 var Eva Rausing tæt på at dø af en infektion efter en beskidt nål, i 2007 mistede de forældreretten til deres fire børn - Sigrid fik børnene - men parret fortsatte bare ned, ned, ned.
I maj 2012 døde Eva, Hans var i dagevis mistænkt for drab, men obduktionen viste, at det var hendes hjerte. En høj dosis havde sat det i stå. »Hans tog på det tidspunkt så meget morfin, at det kunne slå en lille hest ihjel,« som Sigrid Rausing skriver i bogen.
Han kunne ikke kapere Evas død - og begravede hende i stedet under løsøre fra soveværelset og fortsatte med at dope sig i Cadogan Place.
Rigdom
Det er en tragisk historie, som Evas forældre ikke havde nogen lyst til at få genoplivet.
Forud for bogudgivelsen i sidste uge udsendte de en pressemeddelelse, hvor de forklarede, at de i over et år havde tryglet Sigrid Rausing om at lade være. Evas far beskylder hende for at bruge bogen til at rense sig selv. Han mener, at det var Sigrid Rausings beslutning om i 2007 at hjælpe med at tage børnene fra Eva og Hans, som i sidste ende slog deres datter ihjel. Nu havde Eva ikke noget at leve for længere, og resultatet blev, som det blev. Hendes far skriver ifølge Telegraph, at Sigrid Rausing »har et behov for som en renselsesproces at fortælle verden, at hun havde ret, og at hun reddede børnene ved at fjerne dem fra deres forældre.«
»Jeg tror, at hun nu forventer, at offentligheden priser og tilgiver hende.«
Det afviser Sigrid Rausing selv, men hvorfor skrev hun så bogen?
I forordet skriver hun, at hun forsøger »at skabe mening med sorgen,« og sådan føles bogen også. Hvis man læser den for at opleve en sjælepornografisk deroute, den fuldstændige nøgenhed af omstændigheder og begivenheder, bliver man skuffet. Sigrid Rausing er ph.d. i antropologi, og bogen er snarere - som en anmelder har noteret - antropologen Sigrid Rausing, som iagttager, forklarer og analyserer subjektet Sigrid Rausing.
Ét af de mest interessante aspekter af hendes analyse er »rigdom.« Hun er milliardær, hendes far er milliardær, hendes bror er milliardær, og hun er i stand til begavet indefra at betragte samspillet mellem ulykke og penge. For det var pointen i det meste af mediereportagen i 2012 - penge kan ikke købe lykke - og »Rausing« er blevet en real-life udgave af det klassiske digt om rigmanden »Richard Cory,« som var »rigere end en konge,« men som en dag gik hjem og »skød sig en kugle gennem hovedet.«
»Festen«
Sigrid Rausing forstår godt, hvorfor så mange mennesker gerne vil tro på den udlægning, for det giver en god indre varme at tro på, at rigdom ikke er lykken. De fleste af os er ikke rige og bliver det aldrig.
Hun giver eksemplet med Thomas Vinterbergs film »Festen,« som handler om »rigdom, magt og seksuelt misbrug. En eller anden fortalte historien på et radioshow, og Vinterberg gik ud fra, at det var en sand historie. Men den viste sig at være løgn. Personen i radioen havde skabt et fiktivt narrativ. I virkeligheden var faderen uskyldig. Men faderen i filmen var ikke desto mindre konservativ, racist og seksualmisbruger. Vi kender typen…«
Det er så nemt at tro på, fordi vi ofte er villige til at tro, men pengene er i sig selv ikke ulykken, skriver hun. Tværtimod giver pengene mulighed for at købe frihed - som det også var tilfældet med Eva og Hans i deres deroute. Hvis de ikke havde været rige, ville de i løbet af deres 12 år lange narkokarriere flere gange være blevet anholdt og fængslet, myndighederne ville have grebet ind og taget børnene og ikke overladt initiativet til familien, og de ville være døde mange år forinden. Deres rigdom købte dem muligheden for at være narkomaner i fred.
Så penge er ikke en ulykke i sig selv; problemet er mere at finde sig selv i pengeland, og det kæmpede Hans med, skriver hun. Hans voksede op i en familie, hvor både faderen og bedstefaderen var succesfulde forretningsmænd, og hans mor og hans søskende skabte sig en akademisk karriere. Hvad skulle han gøre? Hvad kunne han gøre, som ville gøre ham til noget i sig selv og ikke objektivisere ham livet igennem som »arvingen?«
På en ferie i Goa i 1980erne fandt han heroin, og det blev hans svar.
Selvfed?
Anmeldelserne af »Mayhem« har overvejende været positive, de fleste priser hendes ærlighed og forsøg på at tumle noget så privat og på en troværdig måde, men et par kritikere har anket over, at Sigrid Rausing også portrætterer sig selv som offer, og at det kan forekomme en kende selvsmagende.
Men pårørende e-r ofre, som hun forklarer, og hendes engagement i Hans og Evas skæbne trak hende med i dybet; ikke i narkomisbrug, men i depression og en fortvivlelse så stor, at hun begyndte at skære i sig selv. Hun har i det meste af sit voksenliv gået til psykolog, hun føler en konstant skyld over ikke dengang at kunne redde sin bror og svigerinde fra misbruget - og i Evas tilfælde - døden, og hendes råd til pårørende er tæt på at lyde: Lad være. Tænk på dig selv.
Eller som Sigrid Rausings mand, Eric, er citeret for at sige i bogen: Narkomaner er ikke syge mennesker, de er bare ualmindeligt selvcentrerede og umoralske mennesker, og det gælder om at redde, hvad reddes kan omkring dem, inklusive deres børn og deres pårørende. Narkomanerne selv? De fandt selv ind, og de må selv finde ud. På den ene eller på den anden måde.
Sigrid Rausing: »Mayhem,« Alfred A. Knopf, 2017.
