Et forældrepar havde forberedt sig på at bisætte og tage afsked med deres dødfødte tvillinger. Men så begyndte ligposen at bevæge sig.

Nu har hospitalet givet de ansvarlige læger sparket, skriver CNN.

Tvillingerne - en dreng og en pige -  blev født på Max Hospital i New Delhi, Indien, torsdag, men allerede ved fødslen blev den lille pige erklæret død, mens hendes bror svævede mellem liv og død. To timer senere fik forældreparret overbragt den forfærdelige nyhed, at heller ikke han havde overlevet.

Forældrene tog siden på krematoriet, men på vejen derhen fik de deres livs chok. En af de ligposer, som deres døde babyer lå i, begyndte nemlig at røre på sig, fortæller børnenes bedstefar, Praveen Malik, til CNN.

»Da vi åbnede posen, så vi, at den lille dreng trak vejret. Jeg var i chok. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne,« siger han.

Drengen blev i al hast bragt til hospitalet - dog ikke det samme som det, der netop havde erklæret ham død, understreger bedstefaderen.

»Vi vil ikke have ham indlagt på Max Hospital. Vi stoler ikke på deres læger. De har forrådt os,« siger han.

Her ligger drengen i respirator i kritisk tilstand og får hjælp til både vejrtrækning og indtagelse af næring, skriver CNN.

Max Hospital oplyser i en pressemeddelelse, at man har suspenderet de to ansvarlige læger, mens man undersøger, hvordan det kunne ske.