Er du i München eller kender du nogen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Den 18-årige mand, der fredag aften skød og dræbte ni personer på en McDonalds-restaurant i den tyske millionby München, var angiveligt besat af masseskyderier. Det kom frem på et pressemøde afholdt af tysk politi lørdag.

Her kom det også frem, at hovedparten af de ni ofre var teenagere. Tre af ofrene var 14 år, to var 15, én var 17, og én var 19.

Desuden mistede en 20-årig og en 45-årig livet, da den 18-årige gerningsmand skød og dræbte uskyldige ofre ved indkøbscenteret Olympia-Einkauf. Det skriver dr.dk.

27 personer meldes sårede efter angrebet, og af dem er ti alvorligt sårede, heriblandt en 13-årig dreng, skriver BBC.

Navnet på den 18-årige er endnu ikke offentliggjort, men de tyske myndigheder beskriver ham som sindsforvirret og som en »klassisk, ensom amokløber«. Han havde problemer i skolen, var depressiv og brugte adskillige timer på at spille skydespil på nettet.

På politiets pressemøde lørdag fremgik det desuden, at teenageren, der er født og opvokset i München, modtog psykologisk behandling, og at han var dybt fascineret af masseskyderier.

Helt konkret er der fundet materiale, der indikerer, at den 18-årige var dybt fascineret af et skoleskyderi, der fandt sted i Tyskland i 2009 i Winnenden nær Stuttgart i det sydlige Tyskland. Dengang skød og dræbte en 17-årig mand iklædt sort militæruniform 15 personer - de fleste elever - på den tekniske skole, Albertville Real­schule.

På gerningsmandens værelse har politiet også fundet bogen 'Amok om Kopf: Warum Schüler töten', der bedst kan oversættes til 'Amok i hovedet: Hvorfor skolebørn dræber'.

Der er ingen tegn på, at den 18-årige stod i ledtog med den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat. Angrebet lader heller ikke til at være politisk motiveret ifølge politiets foreløbige efterforskning.

Politiet har endnu ikke været i stand til at tale med den unge mands forældre, da de er i chok.

Sagen kort

Det skæbnesvangre skyderi begyndte fredag eftermiddag kort før klokken 17 ved en McDonalds-restaurant i München og rykkede senere ind i indkøbscenteret Olympia-Einkauf.

Den 18-årige gerningsmand flygtede fra stedet, men endte ifølge tysk politi med at tage sit eget liv omkring en kilometer fra det kaos, han havde skabt.

Tidligere lørdag kom det frem, at den formodede gerningsmand havde brugt en falsk Facebook-konto til at lokke folk til det område, der fredag dannede rammen for det gyselige angreb.

På pressemødet lørdag fortalte efterforsker Robert Heimberger fra Münchens Politi, at den 18-årige gerningsmand havde hacket sig ind på en kvindes konto og brugt den til at sende beskeder ud. I beskederne skulle der angiveligt have stået, at man kunne komme til indkøbscentret Olympia-Einkauf og få gratis ting

Der tændes lys for ofrene fra fredagens angreb i den tyske millionby München.
Der tændes lys for ofrene fra fredagens angreb i den tyske millionby München. Foto: AFP PHOTO/CHRISTOF STACHE
Vis mere

Tysk politi kender endnu ikke motivet bag det frygtelige angreb, men i et videoklip, som fredag aften begyndte at florere på de sociale medier, giver gerningsmanden udtryk for, at han er blevet mobbet.

Videoklippet, som The Guardian har oversat, starter midt i en heftig meningsudveksling mellem den formodede gerningsmand stående på toppen af et parkeringshus og en mand i bygningen overfor.

»På grund af jer blev jeg mobbet i syv år...« råber den formodede gerningsmand blandt andet i klippet.

En nabo til attentatmanden, som Berlingske har talt med, fortæller, at han har kendt attentatmandens familie i fem år, og at der efter hans opfattelse ikke var nogen problemer:

»Han (gerningsmander, red.) spillede fodbold som de andre. Men han kommunikerede ikke meget. Når man mødte ham på gangen, sagde han hverken goddag eller noget,« siger naboen.

Var han kendt i det muslimske miljø?

»Jeg er selv muslim og går i moskeen hver uge, men jeg har aldrig set ham der. Forældrene var helt okay. Ingen af dem har islamistiske sympatier,« siger naboen til Berlingske.