De er i luften. På væggene. Dørene. Gulvet. På tøjet. Og ja, på huden.

De er overalt. Myggene.

De vilde – og for mange nok ret ulækre – billeder i videoen herover stammer fra Argentinas hovedstad Buenos Aires. 

Millionbyen er ramt af en sand myggeplage, efter at voldsomme regnskyl har givet insekterne perfekte betingelser.

Det skriver flere internationale medier, herunder CNN og Fox News.

Indbyggerne bliver desværre nødt til at vænne sig til, at der er myg overalt.

Det forventes nemlig, at myggene vil fortsætte med at drive de mange millioner indbyggere til vanvid i 15-20 dage, idet myg af den type, som har invaderet Buenos Aires, typisk har så lang en levetid.

Myggeplagen begyndte 19. februar, så trods alt er der snart lys for enden af tunnelen.