Storbritannien går som eneste EU-land ikke med i arbejdet for at få euroen på ret køl.

På toppen af den britiske avis Daily Mails netavis er en lille fotoserie, der måske siger mere end mange ord.

Efter langvarige forhandlinger i Bruxelles har EU-lederne rejst sig, og David Cameron, den britiske premierminister, nærmer sig Nicolas Sarkozy, Frankrigs præsident.

Cameron har hånden fremme for at trykke franskmanden i hånden, men Sarkozy har andre planer og glider væk uden at hilse på premierministeren fra London.

Storbritannien har som det eneste EU-land meddelt, at det ikke vil deltage i det, der skal være en ny finanspolitisk union i EU for at få has på eurokrisen.

Allerede inden det stod klart fredag, havde Sarkozy beskyldt Storbritannien for at være problemet.

Præsidenten var tilsyneladende ikke klar til at begrave den holdning med et håndtryk.

Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at Cameron med sit veto er gået videre, end selv "jernladyen" Margaret Thatcher nogensinde gjorde, og hun var ingen stor elsker af det daværende EF.

Men Camerons ageren var et langt stykke hen ad vejen bestemt af de konservative euroskeptikere derhjemme.

De er imod at give flere beføjelser til EU, og ved forhandlingsbordet i nat sloges Cameron for at undgå mere kontrol fra EU's side.

Grundliggende er de konservative briter imod mere EU-integration, og Cameron siger, at han med sit veto har forsvaret britiske interesser, specielt når det gælder det britiske finanscentrum i London.

- Det, der blev tilbudt, var ikke i Storbritanniens interesse, så jeg gik ikke med til det. Hvor vi ikke kan få forsikringer, er det bedre at stå uden for, siger han.

/ritzau/