Præsident Barack Obama meldte sidste år ud, at han vil forære familien en allergivenlig hund. Men sådan en findes desværre ikke, advarer Astma Allergi Danmark.

Barrack Obama understregede i sin sejrtale forleden, at hans to piger ikke skal regne med at bestanden af hunde i Det Hvide Hus øges fremover. Så deres portugisiske vandhund Bo får ikke en legekammerat. Et vittigt indslag fra en streng far? Måske, men det er langt mere sandsynligt, at det skyldes, at den ene af hans døtre er overfølsom overfor hunde.

Familiens ene datter er angivelig allergiker, og derfor har de fundet denne særlige hunderace, som de mener, skulle være særlig egnet til dette formål. Men vi må desværre meddele familien, at det ikke forholder sig sådan.

- Vi hører ind imellem i vores rådgivning om mennesker, der tåler én hunderace bedre end en anden. Men vi hører også om personer der har investeret i såkaldte allergivenlige hunde og alligevel får symptomer. Du kan altså ikke sikre dig ved at købe en bestemt race, understreger Betina Hjorth, rådgiver i Astma-Allergi Danmark. De stoffer, der giver allergi, er til stede hos hunde i hår, blod, spyt og i huden. Derfor er en hårløs hund altså ikke altid løsningen, hvis du har et problem med allergi. - Vær opmærksom på, at symptomerne ikke nødvendigvis kommer med det samme. For nogle sker det først længe efter hunden er flyttet ind, og så har de fleste jo nået at knytte sig til den, siger Betina Hjorth.

Læs mere på foreningen Astma Allergi Danmark’s hjemmeside