Datingbranchen kan være hård.

Og det tager Whitney Wolfe Herd nu selv konsekvensen af.

Den ellers succesrige forretningskvinde har ifølge The Wall Street Journal valgt at træde tilbage fra direktørposten hos datingappen Bumble, som hun selv skabte for knap ti år siden.

Whitney Wolfe Herd forlader dog ikke selskabet.

Fra 2. januar bliver hun i stedet formand for bestyrelsen.

I en udtalelse lyder det, at hun »gerne vil finde tilbage til sine iværksætterrødder og tilføre stor passion og fokus til det næste kapitel med vækst«.

Rokaden kommer efter en periode, hvor det er gået den forkerte vej for Bumble, der ellers lignede én stor succeshistorie.

Da appen i 2021 blev børsnoteret blev Whitney Wolfe Herd således den yngste selvskabte milliardær med en formue på 1,6 milliarder dollar (13 milliarder kroner).

Lidiane Jones tager hoppet fra Slack til Bumble.
Lidiane Jones tager hoppet fra Slack til Bumble. Foto: Josh Edelson/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Siden er Bumble-aktien dog faldet med lige omkring 80 procent. 

Og mandag blev det til et yderligere fald på otte procent, efter at nyheden om Whitney Wolfe Herds nye rolle kom frem, skriver CNN.

Ny daglig topchef for Bumble bliver i stedet Lidiane Jones, der kommer fra Slack Technologies, hvor hun har været direktør i det seneste år.

Læs mere om Whitney Wolfe Herd her